Ole har set en del granater under overfladen

Efter fredagens fund af en granat i Vedsted Sø ved Haderslev, siger de lokale i dag, at det er en kendt sag, at der ligger den slags i søen.

Ole B. Olesen har boet ved Vedsted Sø i mange år. Han har badet der og har utallige gange dykket med snorkel fra den ene ende til den anden. I den forbindelse har han set masser af ting som den granat, der blev fisket op af søen fredag eftermiddag.

- Jeg dykkede en del i søen førhen, så jeg har set en del. Der er også tidligere fisket sådanne ting op af søen, siger Ole B. Olesen.

Alle omkring Vedsted Sø ved, at der har ligget masser af skydevåben og ammunition i søen gennem mange år.

- Jeg har tidligere talt med ældre mennesker, der så, hvordan tyskerne bakkede deres biler ned til søen og læssede det af, siger Ole B. Olesen til TV SYD.

Søen blev renset

Det var også derfor, at frømandskorpset for 25 år siden rensede søen i den ene ende. 

- Der var mange, der badede der, og det var simpelthen for farligt, så nu er der ryddet i den ende, og det er helt ufarligt at færdes der i dag, siger han.

Til gengæld er der ikke ryddet op efter krigen i den anden ende. Der, hvor to magnetfiskere i går hev en gammel granat op af søen. Her er der dog også forbud mod badning og fiskeri. Præstegården ligger lige ned til søen, og præst Carsten Vigsø er også bekendt med dens hemmeligheder.

- Det er en kendt sag, at der ligger den slags i søen. Det er sket før, at der er fisket ammunition op af den, siger Carsten Vigsø til TV SYD.