Peter Kofod om fremtiden i DF: - Vi indbyder til en åben fest

Den 23. januar skal medlemmerne i Dansk Folkeparti stemme om, hvem de ønsker som formand for partiet. En af kandidaterne er Peter Kofod.

Om 15 dage er det slut med Kristian Thulesen Dahl som formand for Dansk Folkeparti. 

Det stod den 20. november klart, efter at partiets hovedbestyrelse modtog meddelelsen om, at formanden ville trække sig. Det skete på baggrund af nedturen, som partiet oplevede ved kommunalvalget i november.

Her mistede partiet 132 mandater og har nu 91 mandater på landsplan. Samlet endte Dansk Folkeparti med at få 4,1 procent af stemmerne, hvilket er mere end en halvering fra 2017, hvor partiet fik 8,7 procent.

quote

Vi indbyder til en åben fest

Peter Kofod, Dansk Folkeparti

Fristen for at melde sig som kandidat til formandsvalget udløb natten til den 8. januar, og en af dem, som ønsker at være formand, er Peter Kofod. Han er forhenværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og blev valgt til Europaparlamentet i 2019, hvor han fik 119.408 personlige stemmer - og så er han bosat i Haderslev.

Sammen med partikammeraten Morten Messerschmidt byder Kofod sig til som et bud på en todelt formandspost. De ønsker at forene partiet - igen.

- Vi indbyder til en åben fest i den forstand, at hvis man vil være med og vil Dansk Folkeparti det bedste, så kan man komme med, siger han lørdag til TV SYD. 

- Morten og jeg har sammen lagt en plan frem for, hvad vi kunne forestille os at gøre med Dansk Folkeparti, hvis vi går hen og vinder den 23. januar, siger han. 

Kandidaterne lagde planen frem i en kronik i Berlingske den 27. november. I kronikken skriver de blandt andet, at rygterne om Dansk Folkepartis død er stærkt overdrevne. De skriver også, at partiet skal gå efter regeringsmagten.

Arbejdet tæt sammen

Ifølge Peter Kofod har det altid ligget i kortene, at han og Morten Messerschmidt på et tidspunkt skulle samarbejde om et projekt.

- Da jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti Ungdom, var Morten Messerschmidt politisk næstformand. Så Morten er en person, som jeg er vokset op med. Derfor lå det i kortene, at vi godt kunne lave et eller andet, hvor vi sammen sagde til partiet: "Lad os forene os", siger han og uddyber:

- Vi håber, at vi kan lægge noget af den splittelse, der desværre har været i Dansk Folkeparti, bag os og prøve at se, om vi kan skabe et projekt, hvor vi vil arbejde for, at partiet kan gå lidt frem igen, siger han. 

Peter Kofod fortæller også, at dagene op til den 23. januar bliver anderledes. Normalt ville han tage ud til baglandet og snakke med medlemmerne ansigt til ansigt - men det har corona begrænset. 

- Vi skal de sidste dage rundt og snakke med så mange som muligt. Det er selvfølgelig svært lige nu på grund af corona. Noget bliver digitalt, og noget vil foregå i meget små møder. Vi vil gerne høre, hvad folk har på hjerte, siger han. 

Peter Kofod er opstillet i Sydjyllands storkreds
Peter Kofod er opstillet i Sydjyllands storkreds
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En næstformand og formand

Helt officielt stiller Peter Kofod op som næstformand for partiet, mens Morten Messerschmidt stiller op som formand. De kommer til at deles om formandsposten. 

Noget, der kan begrænse samarbejdet mellem de to politikere, er 'Meld og Feld-sagen'. Efter seks år faldt der i august 2021 dom i sagen, hvor Morten Messerschmidt var anklaget for at misbruge EU-midler og for dokumentfalsk. 

Straffen blev seks måneders betinget fængsel. Det kom dog efterfølgende frem, at dommeren, der idømte Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel i byretten, kunne opfattes som inhabil. Derfor skal sagen nu gå om.

Skulle det ske, at Messerschmidt igen bliver kendt skyldig og dømt, så har Peter Kofod og Morten Messerschmidt en plan.

- Vi har sagt, at i tilfældet af at der er noget, som gør, at Morten ikke kan forsætte som partiformand, så er det mig, der tager over. Det har vi valgt, for at medlemmerne kan få den størst mulige sikkerhed, siger Peter Kofod til TV SYD.

Dansk Folkeparti holder ekstraordinært årsmøde i Herning søndag den 23. januar. Det er også her, at der skal vælges en ny formand.