Sønderjyske slår de danske mestre i sæsonåbning

Sønderjyske hentede en overraskende 2-0 sejr mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Sønderjyske fik en fantastisk start på den nye superligasæson, da de fredag besejrede FC Midtjylland og blev vinder af den uofficielle Super Cup mellem pokalvinder og danmarksmester.

Gæsterne fra Herning var ellers mest på bolden i første halveg, men det var småt med målchancer hos begge mandskaber.

Den tidligere FCM-spiller Rilwan Hassan kom til opgørets første chance efter 20 minutter, men soloturen endte med en mislykket afslutning.

Bulgarske Bozhidar Kraev, der er vendt tilbage til FC Midtjyllands midtbane efter et lejeophold, havde en stor skudmulighed i første halvlegs tillægstid, men Sønderjyske-målmand Lawrence Thomas reddede

FC Midtjylland fortsatte efter pausen, hvor Anders Dreyer flugtede bolden på indersiden af stolpen.

Sønderjyske slog til efter en time

Alligevel var det Sønderjyske, der kom foran 1-0 ud af ingenting. En løs bold endte hos kantspilleren Alexander Bah tæt under mål, og han sparkede bolden sikkert i nettet.

Den overraskende scoring rystede FC Midtjylland, der pludselig virkede sårbare i den ellers normalt sikre defensiv.

Angriberen Anders K. Jacobsen burde have fordoblet hjemmeholdets føring efter en times spil, da han fik en helt fri hovedstødschance, men FCM-keeper Jesper Hansen leverede en stor redning.

Brian Priske satsede alt i kampens sidste fjerdedel, hvor der blev comeback til midtjydernes hjemvendte stjerne Pione Sisto.

Selv om Pione Sisto havde et par gode aktioner, og midtjyderne pressede på i slutfasen, kunne de ikke finde vej til netmaskerne.

I stedet lukkede Sønderjyskes debutant Haji Wright kampen i det 90. minut, da han kom alene igennem i en kontra og scorede til slutresultatet 2-0.