Trængsel på E45 kan koste virksomheder medarbejdere

Der er trængsel på E45 i myldretiden, og en ny analyse viser, at det kun bliver værre i fremtiden. Og det kan betyde, at virksomhederne får færre medarbejdere at vælge imellem.

Kø er ikke et ukendt fænomen i myldretiden på E45. Og hvis ikke der bliver gjort noget ved infrastrukturen på E45, viser en ny analyse fra MOE Tetraplan lavet for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri, at det kun bliver værre i fremtiden. 

Og trængslen kan gøre det svære for virksomhederne at tiltrække arbejdskraft. I hvert fald hvis medarbejderne ikke har lyst til at køre længere for at komme på arbejde.

Analysen viser, at virksomhederne i Hedensted Kommune inden for en times kørsel fra arbejdspladserne vil have 15 procent mindre arbejdskraft til rådighed i 2035 i forhold til 2015, fordi trængslen gør, at det tager længere tid at køre samme distance.

Bekymret borgmester

Hos borgmesteren i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø (Soc.dem.), er to ekstra spor på strækningerne med fire spor et stort ønske. Og han håber, at et par ekstra motorvejsspor kan sørge for, at kommunens virksomheder stadigvæk er attraktive for nye medarbejdere: 

- Man vil gerne pendle på arbejde, og det gør man rigtig flittigt i vores område, men der er også en smertegrænse for, hvor lang tid man vil pendle. Og det er klart, at hvis man kan se frem til at skulle sidde fast på motorvejen stort set hver morgen og eftermiddag, så begrænser det også virksomhedernes mulighed for at tiltrække arbejdskraft, siger Kasper Glyngø. 

Der bliver kigget på løsninger

- Der er ingen tvivl om, at når vi kigger på trafikmængderne på E45 - både ved Hedensted, men også i hele trekantområdet, så er det udfordret, siger transportminister, Benny Engelbrecht (Soc.dem.).

Transportministeren fortæller til TV SYD, at der bliver kigget nærmere på løsninger på de trafikale udfordringer på E45, når der skal laves en infrastrukturaftale senere på året. Noget af det, der bliver kigget nærmere på, er seks spor i trekantområdet og også længere nord på:

- Kigger vi op langs E45 ved Hedensted og længere oppe, så kan det også godt svare sig. Omkring Hedensted har man også kigget på af- og tilkørselsramperne, og om man kan få trafikken til at glide bedre der, fortæller Benny Engelbrecht.