24 timer på romaskine for at hjælpe trængte børn

En flok lokale mænd vil fra lørdag formiddag og 24 timer frem sætte sig på romaskinen og samle penge ind til idrætstilbud til børn.

De næste 24 timer kan man i Horsens finde 20 målsatte mænd i et træningslokale rundt om en romaskine.

De 20 mænd skal slå en verdensrekord på 311 kilometer roning på et døgn. Dog mener de godt, at de kan runde 400 kilometer over det næste døgn.

- Vi er jo ikke i eliteform eller noget som helst. Vi er ganske almindelige mennesker med en skør idé, men vi håber, vi kan gøre det godt, siger en af initiativtagerne, Simon Skøtt, til TV SYD.

Om rekorden

Rekorden, som mændene skal slå, blev sat af 14 britiske mænd sidste år.

Reglerne for rekordforsøger er, at alle minimimum 10 deltagere skal skal være mænd i alderen 30-39 år.

Der må kun bruges en romaskine, og den skal være i gang alle 24 timer uden pause.

Imens de forsøger at slå rekorden, vil de samle penge ind til børn fra familier, som ikke selv har midlerne til at sende deres børn ud i et idrætstilbud.

- Vi forsøger at samle penge ind til nogle unger, der har brug for det, og så er det da også et godt argument, for at man kan komme ned at træne og hygge sig med gutterne, siger Simon Skøtt.

Træningslokalerne i Fængslet i Horsens lægger ramme til de næste 24 timers roning.
Træningslokalerne i Fængslet i Horsens lægger ramme til de næste 24 timers roning.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Pengene, mændene samler ind, går ubeskåret til foreningen Broen, som hjælper udsatte børn til et akivt fritidsliv.

- Det er da sejt. Det er skønt, at der er andre, der vil hjælpe børn med at komme ud i nogle fritidsaktiviteter og samtidig selv lave et arrangement, siger formand for Broen Horsens, Gitte Holgaard, til TV SYD.