AC Horsens forlænger med succestræner

AC Horsens har forlænget kontrakten med manager Bo Henriksen, så samarbejdet nu fortsætter frem til sommeren 2019.

Bo Henriksen kom til AC Horsens for to år siden og har været med til at rykke klubben i en positiv retning, og sportsligt kom den foreløbige kulmination med oprykningen til Superligaen i sidste sæson.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen er begejstret for, at Bo Henriksen også står i spidsen for ”de gule” i de kommende sæsoner, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Det er fantastisk, at vi har forlænget aftalen med Bo Henriksen, for han har gjort det fantastisk, og kontraktforlængelsen er med til at sikre kontinuitet de kommende sæsoner. AC Horsens og Bo Henriksen er et rigtig godt match på alle parametre, og han har – sammen med trænerteamet og spillerne – formået at skabe gode resultater med respekt for de værdier, vi gerne vil arbejde efter, fortæller Kristian Nielsen.

Bo Henriksen havde oprindeligt kontrakt i et år mere, men nu har han altså skrevet under på en kontrakt for yderligere to sæsoner.

- Kontraktforlængelsen giver ro på for os alle, og det giver tryghed. Jeg er sindssygt glad for at være en del af et fedt setup med en fantastisk kultur og et unikt miljø, vi har skabt sammen. Fra dag ét har det været mit mål at skabe et miljø, hvor alle vil arbejde for hinanden, og vi har skabt de rammer, der skal til for at vinde en masse fodboldkampe. Jeg har mange dygtige mennesker omkring mig i dagligdagen, og Niels Lodberg er en af dem, der har været vigtig for mig i det seneste års tid, lyder det fra Bo Henriksen.