Dansk amatørhold mødte landshold ved en fejl

Estlands U21-landshold gik torsdag på banen på en tyrkisk træningslejr i troen på, at de skulle møde et nogenlunde jævnbyrdigt hold.

En misforståelse hos en tyrkisk fodboldarrangør betød, at Estlands U21-landshold endte med at møde amatørholdet FC Horsens, der spiller i den syvendebedste danske række, serie 1.

quote

Man griner lidt af det, og nogle af drengene spurgte: ’hvorfor skal vi møde dem?'

René Cramer, træner, FC Horsens

Problemet var bare, de professionelle fra Estland skulle have mødt AC Horsens, der spiller i 1. division - den næstbedste danske række. 

Det var bogstaverne AC og FC, som arrangøren havde taget fejl af.

Det skriver Tipsbladet.dk.

Sådan så det ud, da holdene gik på banen i top og bund-braget.

Det estiske U21-landshold er professionelt, og den spiller, der har den højeste markedsværdi, er ifølge det tyske Transfermarkt.com 300.000 Euro værd svarende til 2,2 mio. kr.

Til sammenligning er alle FC Horsens' spillere amatører, og det var tilmed kun halvdelen af FC Horsens' førstehold, der stillede til kampstart. Der var også serie 3, 4 og 5-spillere på holdet.

'Hvorfor skal vi møde dem?'

Det var først meget sent, det gik op for Estlands U21-landshold, at dagens modstandere var nogle andre. Faktisk fem minutter før kampstart.

Men FC Horsens havde vidst det i god tid. Og da FC Horsens' træner, René Cramer øjnede muligheden for at spille mod en anden slags hold, sagde han ja.

- Man griner lidt af det, og nogle af drengene spurgte: ’hvorfor skal vi møde dem? Hvordan har du fået den kamp arrangeret?’, fortæller René Cramer til Tipsbladet.

quote

Det er helt sikkert noget, vi ikke kommer til at glemme foreløbig

René Cramer, træner, FC Horsens

En på opleveren

Det må alt andet lige have givet røde ører hos den tyrkiske arrangør og det estiske fodboldforbund.

- Turen var planlagt, så kampen skulle spilles, og så måtte trænerne bare tage højde for, at modstanderen var svagere end forventet, siger Mihkel Uiboleht, der er udviklingsdirektør i Estlands fodboldforbund ifølge sportsmediet bold.dk.

Men faktisk gik kampen ikke så skidt igen, ifølge FC Horsens' træner.

Ved pausen stod det 1-1, men i anden halvleg kom Estland efter det, og kampen endte 6-1.

Og det blev da også fejret med manér, siger René Cramer til TV SYD.

- Drengene fik en på opleveren. De fik også lov til at fejre det med fri bar i går. Det er helt sikkert noget, vi ikke kommer til at glemme foreløbig, siger René Cramer.

Sådan ser FC Horsens-spillerne så ud fredag ovenpå kampen mod Estlands U21-landshold. Der var fri bar torsdag aften, så det bliver en afslappende dag, inden spillerne vender tilbage til Danmark fredag aften.
Sådan ser FC Horsens-spillerne så ud fredag ovenpå kampen mod Estlands U21-landshold. Der var fri bar torsdag aften, så det bliver en afslappende dag, inden spillerne vender tilbage til Danmark fredag aften.
Foto: FC Horsens