Laura fra Horsens håber på sin “rigtige” debut til EM

Den 24-årige Laura Damgaard fra Horsens blev i sidste øjeblik udtaget til den danske EM-trup og fik debut for Danmark i sidste uge. Nu håber hun på den rigtige debut ved EM.

Selvom håndboldspilleren Laura Damgaard i realiteten spillede sin første A-landskamp i sidste uge, vil en indskiftning i Danmarks EM-opgør i de kommende uger være noget helt andet.

- Selvom det var en tællende kamp mod Norge i sidste uge, kan man godt sige, at det er den rigtige debut, hvis jeg får spilletid mod Slovenien i aften, mener den 24-årige Viborgspiller med rødder i Horsens.

Hun fik ti minutters spilletid i testkampen mod Norge i Vejle torsdag i sidste uge, og fredag går det løs med Danmarks første EM-opgør i Herning mod Slovenien. Her håber den 24-årige playmaker at komme i aktion.

Laura Damgaard

  • Alder: 24 år
  • Position: Playmaker 
  • Rygnummer landshold: 19 
  • Klub: Viborg 
  • Tidligere klubber: AaB, Skanderborg og barndomsklubben Horsens. 
  • Uddannelse: Læser psykologi

Klar på bænken

Landstræner Jesper Jensen indkaldte Laura Damgaard til landsholdstruppen i 11. time. Hun blev for en uge siden hentet ind i truppen som erstatning for Odense-spilleren Helena Elver, der blev skadet under opvarmningen til den første testkamp i Spektrum i Vejle mod Norge. Derfor er hun i første omgang tiltænkt en perifær rolle ved EM. Det slår hende dog ikke ud at skulle tilbringe meget tid på udskiftningsbænken.

- Mine forventninger til at få meget spilletid er ikke store. Men jeg vil selvfølgelig gerne spille, og kommer jeg på banen, vil jeg klø på og bringe mine kvaliteter i spil, siger Laura Damgaard, der selv ser sin force i angrebsspillet.

- Min spidskompetence er mand-til-mand situationer, siger hun.

Skulle det blive til flest minutter fra sidelinjen, ser hun også noget positivt i det.

- Om ikke andet kan jeg hjælpe ude fra bænken med at se nogle ting i spillet, fordi det tit er nemmere at overskue derude fra, mener hun.

Spillerne lever i en boble

De danske landsholdsspillere og deres udenlandske kolleger lever i en boble under EM. De sædvanlige rutiner er afløst af en corona-dagsorden, hvor spillerne praktisk talt isoleres på deres hoteller. 

De spiser, klæder om og bader på hotellet, og opholder sig kun i Jyske Bank Boxen i Herning og Sydbank Arena i Kolding under kampene. Bagefter er det retur til hotellet svedige og uomklædte.

Alle EM-kampe spilles i Herning og Kolding. Danmark møder Slovenien, Frankrig og Montenegro i den indledende gruppe, som afvikles i Boxen i Herning.

Danmarks EM-program

  • Fredag 4/12: Danmark - Slovenien
  • Søndag 6/12: Montenegro - Danmark
  • Tirsdag 8/12: Frankrig - Danmark
  • Semifinaler: Fredag 18/12 
  • Finale: Søndag 20/12

Alle kampe vises på TV 2.