Mads tilbyder dyrt værktøj til billig leje

I Lund ser nyt delekoncept dagens lys. Her kan lokale leje dyrt værktøj i stedet for at købe det. Ambitionerne er store, og det bliver allerede brugt.

Med sin spartanske indretning og forholdsvis beskedne ydre ser den såkaldte Stuffstation i Lund ikke ud af så meget ved første øjekast. 

Men de enkle stålhylder i det lille skur byder på det meste, et håndværkerhjerte kan begære. Det er dog ikke den lokale tømrer eller VVS'er, der har sit værksted netop her. 

quote

Det er en rigtig god idé

Jesper Bækgaard, bruger, Stuffstation

Det er nemlig næste skud på deleøkonomistammen, der viser sig på parkeringspladsen ved Rema 1000 i Lund. 

- Her kan lokale låne det udstyr, de har brug for ved hjælp af vores app, fortæller Mads Busk Larsen. 

Han er manden bag Stuffstation, som er en station, der skal kunne tilbyde blandt andet værktøj, som man måske ikke har brug for så tit, men til gengæld ikke kan undvære ved særlige opgaver. 

Digital deling presser prisen i bund

I stedet for at bruge flere tusinde kroner på at købe et specialværktøj, der måske alligevel kun bliver brugt få gange, kan man leje det hos Stuffstation og returnere det, når man er færdig med det.

- Samlet set bliver det billigere for dem, der bruger det, siger Mads Busk Larsen. 

Det hele foregår med høflig selvbetjening og via appen, der også går under navnet Stuffstation.

Delestationen har været åben siden kort før jul, og den bliver allerede brugt. Og det er ikke udelukkende værktøj, der kan lånes i biksen.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, siger Jesper Bækgaard, mens han holder en popcornmaskine, som han lige har hentet fra Stuffstation. Han fortsætter:

- Jeg har købt meget værktøj, som jeg virkelig ikke bruger ret ofte, og det giver ikke mening. Men det her er tæt på, det er billigt, og så gør man jo noget godt, når man ikke køber noget, man kun skal bruge ganske få gange.

Det er blandt andet værktøj som denne vinkelsliber, man kan leje hos Stuffstation i stedet for at købe i en byggehandel.
Det er blandt andet værktøj som denne vinkelsliber, man kan leje hos Stuffstation i stedet for at købe i en byggehandel.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Store ambitioner - hvis første station bliver succes

For Mads Busk Larsen er skuret ved Rema 1000's parkeringsplads første rigtige test på, hvor succesfuldt konceptet kan blive.

- Jeg håber, at vores første station viser, at folk tager det til sig. Hvis de gør, kan man sagtens stille stationer op i lokalområder i hele Øst- og Sønderjylland, siger han og fortsætter:

- Nu skal folk så bare lige vænne sig til, at de kan tage hertil, når de mangler noget, i stedet for at gå ud og købe nyt.