Maria og Caroline bruger skoletiden på at tegne og forme

Gymnasieelever kan udvide deres studieretning med en visuel linje, der lærer dem om kreative processer og har fokus på alt andet end resultatet.

De arbejder med spartelmasse, selvhærdende ler, linoleum og meget mere for at gøre deres krøllede og kreative idéer til virkelighed.

På Billedskolen i Horsens fyldes lokalerne to gange om ugen med gymnasieelever, der alle har valgt den visuelle studieretning, der lærer dem at tænke i andre mønstre, end de lærer på gymnasiet.

- Den måde, jeg opfatter verden på, bliver faktisk meget bredere. Jeg tænker på en anden  måde i forhold til gymnasiets videnskabelige tankegang, siger Caroline Schulz Jensen fra 3.KDBI på Learnmark i Horsens.

Kreative tankegange

Visuelt Gymnasium handler netop om at give eleverne nogle værktøjer, der gør dem i stand til at tænke anderledes.

- Det handler rigtigt meget om at udforske og eksperimentere og undersøge. Hvad er det mine evner kan, og hvad er det, jeg måske gerne vil bruge dem til i fremtiden?, siger Suzanne Damgaard Taylor, kommunikations- og projektkoordinator hos Billedskolen.

Derfor lægger de ikke fokus på slutresultatet, men derimod vejen dertil og den læring de får i processen.

Værker af elever fra Det Visuelle Gymnasium.
Caroline Schulz Jensen har lavet ting af ler, som alle er inspireret af hendes egne ideer.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

De lærte redskaber har Maria Kristine Høyer Kirkmand, der også går i 3.KDBI på Learnmark i Horsens, tænkt sig at tage med i fremtiden, selvom hun ikke ved, hvad den skal byde på.

- Det er især her i 3.g, man lægger mærke til, at selve processen er meget vigtigere, og den lærdom kan man så bruge til andre opgaver. Jeg synes, det er meget fint, siger hun.

Egenskaber der efterspørges

Det er ikke kun eleverne, der er glade for de kompetencer, de lærer på skolebænken hos Visuelt Gymnasium. Hos udviklingsvirksomheden Artlinco i Horsens har de brug for kreative medarbejdere.

- I min virksomhed er dét det vigtigste. Vi bliver nødt til at kunne tænke i nogle løsninger, som de konkurrerende virksomheder ikke kan tænke, siger Søren Frahm, indehaver af Artlinco.

Hos Artlinco er det afgørende, at en medarbejder kan tænke kreativt og ud af boksen.
Hos Artlinco er det afgørende, at en medarbejder kan tænke kreativt og ud af boksen.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

Derfor ønsker han, at alle uanset studieretning fik mulighed for at lære at tænke, som de gør på Visuelt Gymnasium.

- Det burde være obligatorisk at lære at tænke kreativt. Når folk søger her, så kigger jeg ikke på karaktergennemsnit, men på hvad de kan. Jeg beder om at se deres kreative arbejde, siger han.

En åben fremtid

Maria Kristine Høyer Kirkmand har brugt Visuelt Gymnasium til at prøve alt fra animation og tegning til fotografering og formning og har nu mange muligheder foran sig.

- Jeg har en million ting, jeg gerne vil, siger hun.

Ifølge kommunikation- og projektkoordinator hos Billedskolen, Suzanne Damgaard Taylor, oplever de positive tilbagemeldinger fra tidligere elever.

- De har et forspring i forhold til andre, som først skal i gang med at forberede sig til optagelsesprøven til eksempelvis Arkitektskolen. Når du har gået her, så ved du, hvordan du skal forholde dig til en kreativ opgave og en problemstilling, og du har de værktøjer, der skal til i rygsækken for at løse dem, siger hun.

Undervisning på Det Visuelle Gymnasium.
Eleverne har været igennem flere forløb med blandt andet fotografering og animation.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

De har eksempler på elever, der er kommet ind på arkitektuddannelsen i første forsøg.

- De er overraskede, men de har et andet mindset, fordi de har arbejdet med kreative problemstillinger i tre år, siger Suzanne Damgaard Taylor.

Caroline Schulz Jensen har stadig et par måneder tilbage på skolen og er åben for mulighederne i fremtiden.

- Man kan have en idé om, hvad man vil, og hvad man synes er spændende. Men nogle gange er det bare at udforske de muligheder, man har, og jeg holder dørene åbne ved at have en helt anden studieretning på mit gymnasium, men samtidig have det kreative, siger hun.