Offer erklæret klinisk død: Endnu en anholdt i sag om grov vold i Horsens

Endnu en mand er anholdt i sagen, hvor voldsofferet blev smidt i bagagerummet på en bil, som kørte galt. Manden fremstilles nu i grundlovsforhør.

Sydøstjyllands Politi har onsdag formiddag anholdt endnu en formodet gerningsmand i sagen fra Horsens, der omhandler grov vold begået mod en 20-årig mand, og der ledes lige nu efter yderligere én person.

Den anholdte er en 21-årig mand fra Vejle og ligesom de to andre anholdte i Vejle. Den 21-årige fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Horsens torsdag den 13.maj kl. 9.30 og vil ifølge politiet blive begæret varetægtsfængslet.

20-årig mand erklæret klinisk død

Den 20-årige mand, der blev udsat for grov vold, blev tirsdag den 11. maj placeret i bagagerummet på den BMW, som kort efter forulykkede på Nørretorv i Horsens, efter at han havde været udsat for grov vold.

Den 20-årige mand er efterfølgende blevet erklæret klinisk død, og sigtelsen mod den 21-årige omhandler frihedsberøvelse og grov vold, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet leder efter endnu en gerningsmand

Ifølge politiet stod fire personer bag volden og frihedsberøvelsen

- Når den sidste formodede gerningsmand bliver fundet, vil han også blive anholdt og sigtet, samt fremstillet i grundlovsforhør indenfor 24 timer fra anholdelsen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet arbejder i øjeblikket med en teori om, at hændelsen har med allerede kendte kriminelle at gøre.

- Efterforskningen peger på nuværende tidpunkt på, at motivet til voldsepisoden omhandler et opgør i kriminelle kredse. De nærmere omstændigheder omkring det er endnu ikke fuldt klarlagt. Det vil indgå i den kommende efterforskning, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.