Første styren-offer døde for 32 år siden

Snedker Poul Sørensen blev det første dødsoffer for styrenforgiftning på LM Glasfiber, der i dag hedder LM Wind Power.

Han døde 11. marts 1979 efter en langvarig sygdom. Dødsårsagen var hjernesvind, som han havde pådraget sig under 18 års arbejde med opløsningsmidlet styren på LM Glasfiber i Lunderskov.

Sygdommen blev ankerkendt af Arbejdsskadeforsikringen, og hans enke fik efter den tids forhold en stor erstatning.

Talrige beretninger fra tidligere ansatte på LM Wind Power får i dag Mari-Jette Hansen, Ejstrupholm, til at fortælle om sin fars pinefulde død.

De tidligere ansatte fortæller om nøjagtig de samme symptomer, som hendes far havde: Hovedpine, svigtende lugt- og smagssans, svimmelhed, hukommelsestab, træthed og kvalme.

Styren bør forbydes

- Styren bør forbydes i produktion af glasfiber og plast. I årtier år har det været kendt, at stoffet er farligt. Min far blev 100 procent invalid og døde af det, siger Mari-Jette Hansen.
 
I 32 år har Poul Sørensen ligget begravet på kirkegården i Skanderup vest for Kolding.

Gennem de 32 år er produktionen med styren fortsat.

- Han døde forgæves. Vi kæmpede en forgæves kamp. Det blev jo ved og ved, siger Mari-Jette Hansen.

Hun håber, at de tidligere ansatte vil fortsætte kampen for at få anerkendt, at de er blevet syge af et giftigt arbejdsmiljø.

Familien måtte selv kæmpe en langvarig kamp for at få anerkendt, at Poul Sørensens blev invalid og døde af arbejdet med styren.

- Mange gange var vi ved at opgive, og det havde vi også gjort, hvis ikke fagforeningen havde hjulpet, den gav os sparket til at fortsætte med at kæmpe for fars sag, fortæller Mari-Jette Hansen.