Et lægebesøg reddede Erlings liv

68-årige Erling Fjeldsted havde ét af de syv tegn på kræft, og heldigvis kom han til lægen i tide.

For syv år siden begyndte Erling Fjeldsted fra Vojens at opleve problemer med at synke sin mad, af og til når han spiste. Han følte, at noget sad fast nede i halsen på ham, og det trykkede i brystkassen. Ofte gik det over, hvis han drak lidt vand, og derfor slog han det hen.

- I begyndelse var det kun en gang i ugen, og jeg tænkte, at jeg bare var en klovn, som ikke tyggede min mad godt nok, fortæller Erling Fjeldsted.

 

quote

Jeg tænkte, at jeg bare var en klovn, som ikke tyggede min mad godt nok.

Erling Fjeldsted, pensionist, Vojens

I løbet af et halvt års tid oplevede Erling synkebesværet oftere og oftere, men Erling mente ikke, at der var grund til bekymring. Han var rask og rørig og følte sig bestemt ikke syg.

- Jeg følte ikke, at jeg fejlede noget. Jeg havde ikke feber, og det gjorde ikke ondt nogen steder, så hvorfor skulle der være noget alvorligt galt?

Det var Erling Fjeldsteds kone, Marie Fjeldsted, der insisterede på, at Erling gik til lægen og blev undersøgt.
Det var Erling Fjeldsteds kone, Marie Fjeldsted, der insisterede på, at Erling gik til lægen og blev undersøgt.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Otte centimeter svulst

Synkebesværet undrede dog Erlings kone, Marie Fjeldsted. Hun insisterede på, at han skulle gå til lægen, og en dag stillede hun ham et ultimatum.

På det tidspunkt var Marie og Erling netop i gang med at planlægge en rejse sydpå, men Marie nægtede at tage på ferie, før Erling var blevet undersøgt af en læge.

quote

Havde vi kendt tegnene, ville han nok være kommet afsted til lægen noget før.

Marie Fjeldsted, pensionist, Vojens

- Vi kunne ikke rejse, hvis han så pludselig blev dårlig og skulle på sygehuset. Det kunne jeg slet ikke se mig ud af, fortæller Marie Fjeldsted.

Modstræbende gik Erling med til at aflægge lægen et besøg. Han fik taget nogle blodprøver, men de viste ingen tegn på sygdom. Lægen lod ham dog ikke slippe så let, og en kikkertundersøgelse viste kort tid efter, at de symptomer, som Erling i seks måneder havde oplevet, var ét af de syv hyppigste symptomer på kræft.

- Jeg havde en svulst på otte centimeter i den nederste del af spiserøret, fortæller Erling Fjeldsted.

I sidste øjeblik

Længerevarende synkebesvær er symptom nummer ét på Kræftens Bekæmpelses liste over syv tegn på kræft, som man ikke må overse. Hverken Erling eller hans kone kendte til listen med symptomer, og derfor havde de heller ikke skænket det en tanke, at Erling kunne have kræft.

- Jeg tænkte slet ikke, at det kunne være noget livstruende. Havde vi kendt tegnene, ville han nok være kommet afsted til lægen noget før, siger Marie Fjeldsted.

Da Erling fik diagnosen, sagde statistikkerne, at otte procent af patienter med spiserørskræft stadig var i live efter fem år. Altså ville 92 procent ikke overleve. Erlings positive sind var dog klar til at gå kampen med ni ugers kemobehandling og seks operationer i møde.

quote

Kend listen med de syv tegn, og gå hellere til lægen en gang for meget end en gang for lidt.

Erling Fjeldsted, pensionist, Vojens

- Jeg var jo nødt til at tænke, at jeg havde fået sygdommen, så jeg kunne overleve og få overlevelsesraten til at stige, siger Erling Fjeldsted.

Lægerne valgte at fjerne ti centimeter af Erlings spiserør og nogle af lymferne omkring spiserøret. Selvom kræften ikke havde spredt sig, valgte lægerne alligevel at fjerne store dele af Erlings mavesæk, så han i dag har en lille tarm i stedet for en mavesæk.

- Lægerne sagde til mig, at det var meget tæt på, at kræften var brudt ud gennem spiserøret og havde spredt sig. Derfor var det i sidste øjeblik, jeg kom afsted til lægen, fortæller Erling Fjeldsted.

Under Erlings sygdomsforløb skrev Marie dagbog, så parret i dag kan læse om Erlings behandlinger og operationer dag for dag.
Under Erlings sygdomsforløb skrev Marie dagbog, så parret i dag kan læse om Erlings behandlinger og operationer dag for dag.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Kend listen  

I dag er Erling kræftfri, men han lider af 21 senfølger. Han kaster op, fordi den lille tarm ikke kan håndtere mavesyren. Han har ingen mætheds- eller sultfornemmelse. Han har forhøjet blodtryk og hjerteflimmer, og så har han føleforstyrrelse i fingrene. Det er blot nogle fra listen, men selvom listen er lang, er Erling taknemmelig for livet.

- Jeg lever jo - og det er min kones fortjeneste. Det var hende, der fik mig til lægen, så det er hendes skyld, at jeg sidder her i dag, siger Erling Fjeldsted.

Sygdomsforløbet har givet Erling stof til eftertanke. Når han nu tænker tilbage på de seks måneder, hvor han overså tegnet på kræft, har han en klar opfordring til andre:

- Kend listen med de syv tegn, og gå hellere til lægen en gang for meget end en gang for lidt. Det koster ikke noget at gå til lægen, og det er jo ikke skidt at få at vide, at du er sund og rask.