100 millioner ekstra til fødende kvinder i Syddanmark

Budgetforlig i Region Syddanmark sender ekstra 100 millioner kroner efter bedre forhold for fødsler - 200 kvinder om året kan vælge at føde på privat klinik i Kolding.

Flere jordemødre, flere og bedre fødestuer samt mere tid til de fødende kvinder.

Fra næste år bliver forholdene for de fødende i Region Syddanmark opgraderet med cirka 100 millioner kroner. Hovedparten af dét beløb kommer de fødende i Trekantområdet til gode i form af mere personale og renovering af mor-barn-faciliteterne på Kolding Sygehus.

Et flertal i regionsrådet i Region Syddanmark har netop indgået forlig om næste års budget, som sender de mange ekstra millioner til fødeområdet.

Det glæder lægelig direktør ved Kolding Sygehus, Thomas Larsen, som de seneste år har oplevet stærkt stigende fødselstal.

- Vi har været udfordret på en bred vifte: fødestuer, sengepladser og plads til de, der skal have et kejsersnit. Selve begivenheden omkring det at føde har udfordret os logistisk, fordi vi ikke har haft supergod plads, og vi har heller ikke haft hænder nok, fortæller han.

Udvikling i fødselstal, Sygehus Lillebælt, Kolding

  • 2015: 3.143 fødsler
  • 2016: 3.244 fødsler
  • 2017: 3.306 fødsler
  • 2018: 3.309 fødsler
  • 2019: 3.293 fødsler
  • 2020: 3.333 fødsler
  • Prognose 2021: 3.605 fødsler
  • Prognose 2025: 4.000 fødsler


Kilde: Sygehus Lillebælt

Rettidig omhu

Med det markante løft til fødeområdet i regionen ændrer det sig nu. I 2021 har der været omkring 400 flere fødsler end normalt. I 2020 blev der født 3.350 børn på Kolding Sygehus, mens det tal nok stiger til 3.605 i 2021.

I budgetforliget er der nu afsat 18 millioner kroner til mere personale på fødegangene i regionen. Derudover bygges samtlige 38 fødestuer i Aabenraa, Esbjerg, Kolding, Odense og Svendborg om til sansefødestuer, der skal forbedre fødeoplevelsen med lys, lyde og billeder.

Samtidig får Kolding Sygehus i omegnen af 60 millioner kroner til at forbedre mor-barn-faciliteterne.

- Jeg synes, det er rettidig omhu, og jeg synes, man gør det ansvarlige og fornuftige, at man tager konsekvensen ved at styrke området, siger Thomas Larsen.

Privat fødeklinik i Kolding

Region Syddanmark har arbejdet med en ny fødeplan, der skal sikre, at mor, barn og hele familien får de bedste vilkår for en god start på livet.

Blandt andet etableres to jordemoderledede fødeklinikker i henholdsvis Odense og Kolding.

I Odense vil regionen drive klinikken, mens der i Kolding bliver tale om en privat fødeklinik.

Den etableres i umiddelbar nærhed af Kolding Sygehus og skal hvert år være et tilbud til cirka 200 fødende kvinder i et forsøg på at aflaste Kolding Sygehus’ fødeafdeling samtidig med at give de fødende en valgmulighed.

Meningen med at placere klinikken i Kolding er ifølge Region Syddanmark, at der i tilfælde af akut behov for overflytning af mor eller barn, skal være kort til fødeafdelingen på sygehuset.