72-årig uden strøm og uden hjælp til oversvømmet kælder

72-årige Niels Andersen fra Vamdrup har ingen strøm. Det har han ikke haft siden torsdag. Den megen vand, vi har fået den sidste lange tid, har druknet et elsskab, der leverer strøm til ham og to af hans naboer.

Niels Andersen fra Vamdrup har vand i kælderen. Det er sådan set hans mindste problem. Siden torsdag aften i sidste uge har han heller ikke haft strøm. Først fik han at vide, at strømmen ville blive afbrudt i en time, siden at det ikke var sikkert, hvornår han kunne få strøm igen.

- Så bliver man jo lidt betænkelig ved situationen, fortæller Niels Andersen.

Ikke nok med at han ikke kan tænde for lyset eller kogepladerne. Han kan heller ikke få varme i stuerne, da han har elvarme. Efter hans egne oplysninger er der 9 grader Celsius i huset, og derfor er han flyttet ud i sin campingvogn.

- Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, der kan sige, hvornår jeg får strøm. Jeg kan jo ikke vente i fire uger, siger Niels, der også er bekymret for, om hans potteplanter kan klare kulden i huset.

Det oversvømmede elskab, der skulle have leveret strøm ind til Niels Andersens hus.
Det oversvømmede elskab, der skulle have leveret strøm ind til Niels Andersens hus.
Foto: Anni Kirkeby lauridsen

Den hårdt ramte mand har henvendt sig til sit forsyningsselskab, Tre-For, som man skal, når ellen svigter. Men de er også på dybt vand.

- Problemet er, at et kabelskab er blevet oversvømmet, og vi kan ikke bare sætte en nødgenerator til, fordi stikledningen ind til kundens hus også er oversvømmet, fortæller Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Tre-For.

Trefor har henvendt sig til det lokale beredskab, for at høre om de kunne hjælpe, men for det første er det ikke en beredskabsopgave, fordi det ikke er akut. Det har faktisk stået på i flere dage. Derudover er der et andet problem.

Der er kommet virkeligt meget vand i området omkring Niels Andersens hus, og der er ingen steder at pumpe det hen.
Der er kommet virkeligt meget vand i området omkring Niels Andersens hus, og der er ingen steder at pumpe det hen.
Foto: Anni Kirkeby lauridsen

- Der er så vandmættet overalt, at der ikke er nogen steder at pumpe vandet hen. Hvis vi fjerner det fra et sted, så skaber vi bare et problem et andet sted. Og så vil det tage rigtigt lang tid, for der er så meget vand, fortæller Casper Christensen fra beredskabet.

SMS'en, der advarede Niels Andersen om at strømme ville blive afbrudt i en time. Det varede næsten seks dage.
SMS'en, der advarede Niels Andersen om at strømme ville blive afbrudt i en time. Det varede næsten seks dage.
Foto: Anni Kirkeby lauridsen

Tre-For har pligt til at sørge for forsyningen til Niels Andersen og hans to naboer og alle os andre. Lige der har de dog problemer.

- Vi arbejder intenst på at få vandet væk fra kabelskabet, for vi kan åbenbart ikke få vandet væk fra området, fortæller Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Tre-For.

At det ikke er lykkedes at skaffe strøm til Niels, hans køleskab, wifi, potteplanter og alt det andet, plager forsyningsdirektøren.

Niels Andersen med sit døde køleskab.
Niels Andersen med sit døde køleskab.
Foto: Anni Kirkeby lauridsen

- Det piner os grusomt, det her, og vi skal have fundet en løsning. Vi kan ikke forsvare at køre videre med det her, fortæller Per Sørensen.

Hvornår får Niels Andersen og de to naboer så strøm igen?

- Det kan jeg ikke sætte et præcist tidspunkt på, men jeg håber, at de får strøm igen i morgen, forlyder det fra elforsyningsdirektøren.

Niels Andersens campingvogn, hvor han overnatter og holder varmen, mens han venter på strøm.
Niels Andersens campingvogn, hvor han overnatter og holder varmen, mens han venter på strøm.
Foto: Anni Kirkeby lauridsen

Nu bliver der jo ikke mindre vand, som årene går.

- Vi skal have kigget ind i, hvor vi er særligt sårbare, også inde i landet. Måske skal vi hæve alle vores anlæg, så de kommer fri af vandet, siger Per Sørensen.