Asgreen drømmer om etapesejr i Dannebrog

Søndag vandt han DM, næste weekend stiller han op i Tour de France. Kasper Asgreen tager til Frankrig med to DM-trøjer.

Søndag kom cykelrytteren Kasper Asgreen fra Kolding først over målstregen ved DM og skabte sig det bedste udgangspunkt for årets store opgave, som begynder på lørdag i Frankrig.

Holdkammeraten på det belgiske cykelhold Deceuninck-Quick Step, landsmanden Michael Mørkøv, har de seneste to år kørt rundt i danmarksmestertrøjen, men i årets Tour de France sidder Dannebrogstrikoten på Kolding-rytteren.

quote

Det er min ambition at køre med om en etapesejr i årets Tour de France.

Kasper Asgreen, professionel cykelrytter, Kolding

Når Tour de France begynder lørdag i den franske by Nice, er det med en ambitiøs nybagt dansk mester med smag på flere sejre.

- Det er min ambition at køre med om en etapesejr i årets Tour de France. Jeg håber på at være konkurrencedygtig og køre med i finalerne, siger den 25-årige Koldingrytter.

Sejr kræver hårdt cykelløb

Sidste år var Kasper Asgreen tæt på en etapesejr i verdens hårdeste cykelløb, da han på 17. etape blev nummer to. Han sluttede 37 sekunder efter italienske Matteo Trentin.

- Hvis jeg skal vinde en etape, er jeg afhængig af, at det bliver et hårdt cykelløb. Det er svært at gøre ene mand. Hele feltet skal være indstillet på, at man den dag kører væddeløb. For mig handler det om at holde mig klar, og de dage, hvor der bliver kørt cykelløb langt ude fra, er det med at gribe chancen, siger den 25-årige cykelrytter, der måler 192 cm og vejer 76,5 kilo - nøjagtig lige som sidste år.

To DM-trøjer

Ud over titlen som Danmarks bedste i linjeløb, er Kasper Asgreen også regerende dansk mester i enkeltstart. Det betyder, at han under hver eneste etape i årets Tour de France stiller op i de danske farver.

- Det bliver da super specielt at skulle vise trøjen frem for første gang. Man bliver da lidt stolt, når man hiver Dannebrog op over skuldrene, når man står inde i bussen inden start, fortæller Asgreen, som sidste år kørte sig til en ottendeplads på enkeltstarten omkring Pau.