Bæredygtighedshuset hjælper til grøn indpakning

Her får du fire konkrete råd til, hvordan du pakker din julegave bæredygtigt ind.

Har du endnu ikke været ude for at købe gavepapir og gavebånd, så kan du slippe for den del ved at bruge nogle af de ting, du har i dit hjem til at pakke gaver ind på en grøn og bæredygtig måde. 

Det er budskabet fra Bæredygtighedshuset, der fredag holder juleudstilling. 

- Vi slår nogle slag for at blive inspireret og komme ned og få nogle gode fif til at pakke sine julegaver ind med genbrug på, og så man kan sortere det igen, fortæller Niels Kallesøe Sørensen, der er eventkoordinator ved Redux, Kolding Kommunes affaldsafdeling, der står bag udstillingen. 

Bæredygtighedshuset blev indviet i maj i år, og i huset kan man få viden om, hvordan man gør sin dagligdag mere bæredygtig. 

- Vi har allerede haft flere tusinde besøg her i huset, lige før vi åbnede før sommerferien, og vi kan se, at der kommer borgere ind, som er enormt interesseret i at have en mere bæredygtig hverdag, fortæller Merete Døssing, der er by- og udviklingsdirektør i Kolding Kommune.

Plastikpose som sløjfe

Til juleudstillingen vil man kunne finde inspiration til, hvordan man kan pakke sine gaver ind på en bæredygtig måde og bruge ting, man måske ikke havde tænkt over at bruge, lyder det.

- Vi har for eksempel fokus på, hvordan man kan bruge papkasser og vende vrangen ud af dem og binde en stofsløjfe på, og så har man faktisk en superfin gave, som er uden alle mulige brands og logoer på, men er superfin i sig selv, siger Niels Kallesøe Sørensen og fortsætter:

- Vi har også nogle eksempler på, hvordan man bruger aviser og en plastikpose, som man kan klippe om til bånd og bruge som sløjfe. Det kunne også være, at man kunne bruge plakater til de større gaver, siger han. 

Bæredygtig jul bæredygtighedshuset
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmensen, TV SYD

Et sidste trick er også at udnytte noget, som faktisk i sig selv kan være en gave.

- Så er der en japansk tradition for at pakke ting ind i stof eller tekstil, for stoffet kan også være en gave, så vidt jeg har forstået den japanske tradition, fortæller han.