Borgmester beskylder universitet for dobbeltspil i nabostrid

Syddansk Universitet vil gerne have 2000 studerende til Vejle Kommune. Der var også dialog med Kolding Kommune, som ikke vil opgive kampen.

I december underskrev Syddansk Universitet og Vejle Kommune en hensigtserklæring om at opbygge en ny campus med it-, sundheds- og ingeniøruddannelser. Men ifølge Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff (K), har SDU kørt et dobbeltspil.

quote

Det overraskede os, at de spillede på to heste.

Knud Erik Langhoff, borgmester i Kolding Kommune.

- Vi har i mange år arbejdet for at trække ingeniøruddannelsen til Kolding, og det forhandlede vi med SDU om sidste sommer. Så det overraskede os, at de spillede på to heste. Derfor har vi ikke opgivet at få uddannelsen, selv om de kom med en hensigtserklæring om Vejle, siger Knud Erik Langhoff til TV SYD.

Også investoren Dandy Business Park har skrevet under på den hensigtserklæring, der vil trække uddannelserne til Vejle.

Har talt med begge kommuner

Universitetet har drøftet muligheder med både Kolding og Vejle kommuner. Men der var ikke tale om et dobbeltspil, siger rektor for SDU, Jens Ringsmose.

- Det er en stor opgave at etablere nye og investeringstunge uddannelser, og derfor er det vigtigt for SDU at basere en eventuel beslutning på baggrund af grundige overvejelser. Derfor havde vi i efteråret 2021 uforpligtende drøftelser med både Kolding Kommune og Vejle Kommune om placering af studiepladser i Trekantområdet, skriver Jens Ringsmose i en mail til TV SYD.

Pilen peger på Vejle

Han mener, at Vejle er et glimrende sted til uddannelserne.

quote

Det er en naturlig forlængelse af de aktiviteter, som SDU gennem en årrække har haft i Vejle.

Jens Ringsmose, rektor for Syddansk Universitet

- På baggrund af en helhedsvurdering og SDU’s strategiske hensyn, og såfremt det viser sig økonomisk bæredygtigt, peger pilen aktuelt på, at SDU indgår i et samarbejde med parter i Vejle-området. Det er en naturlig forlængelse af de aktiviteter, som SDU gennem en årrække har haft i Vejle, herunder virksomhedssamarbejder i Dandy Business Park og samarbejde om it-uddannelser med Green Tech Center i Dandy Business Park. Desuden er SDU solidt etableret på Vejle Sygehus, skriver Jens Ringsmose.

Foretræde i Folketinget

Normalt samarbejder borgmestrene i foreningen Trekantområdet Danmark om uddannelse og arbejdskraft. Men tidligere på måneden havde Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K) foretræde for Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg, hvor han talte Koldings sag.

- På Christiansborg sagde jeg blandt andet, at Kolding i forvejen har en campus og et studiemiljø, og at det bør tale for at placere uddannelserne hos os. Desuden vil vi kunne få et større optag af studerende fra kommunerne sydfra. Det vigtigste er dog, at vi får uddannelser til Trekantområdet, siger Knud Erik Langhoff.

Borgmestre skal mødes

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), regner med, at Vejle får uddannelserne.

- Jeg er virkelig glad for SDU’s beslutning om at etablere en campus i Vejle. Det har vores fulde opbakning, og vi arbejder selvfølgelig for, at det lykkes. Der er selvfølgelig en del politik i det, og det følger vi med i, siger Jens Ejner Christensen.

Han oplyser, at uddannelserne også er på bordet ved borgmestrenes næste bestyrelsesmøde i Trekantområdet Danmark.

Bred aftale

Sidste sommer vedtog et bredt flertal i Folketinget, at op til ti procent af uddannelsespladserne skal flyttes fra universiteter og professionshøjskoler i de fire største byer - og ud til mindre byer i Danmark. 

Netop i disse dage forhandler forligspartierne om, hvor uddannelserne skal placeres. Det er tidligere meldt ud, at man forventer at have en aftale i løbet af foråret.