Lokal faldskærmsklub investerer i en grønnere fremtid med ny flyvemaskine

Kolding Faldskærmsklub har investeret over 6 millioner kroner i et nyt fly, der både sikrer bedre plads til klubbens medlemmer og en grønnere fremtid.

Det var en gave, de har ventet på længe, der i dag steg ned fra himlen på Koldingegnens flyveplads

Her har medlemmerne af den lokale faldskærmsklub længe ønsket sig en ny flyver - i dag blev det så endelig virkelighed.

- Det er næsten som juleaften. Det er simpelthen verdens bedste dag for Kolding Faldskærmsklub. Det er ground zero - en helt ny start, siger en tydeligt begejstret Mads Riber, der er instruktør i netop Kolding Faldskærmsklub. 

Flyet er et Pilatus Porter fra 1991.
Flyet er et Pilatus Porter fra 1991.
Foto: John Holstein

Den brugte Pilatus Porter fra 1991 har kostet over 6 millioner kroner, men den er alle pengene værd mener de i klubben.

- Vi har solgt vores anden flyver, og så har vi været heldige, at der er nogle fonde, der har givet os nogle penge, fortæller Mads Riber. 

Flyet har tidligere fløjet for FN i Afrika.
Flyet har tidligere fløjet for FN i Afrika.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Men pengene for fra den gamle flyver og fondene, var kun nok til at dække cirka halvdelen af prisen på klubbens nye flyvemaskine. Den resterende halvdel har de i stedet lånt sig til.

Flyet kom direkte fra en lufthavn i Sydtyskland til Vamdrup.
Flyet kom direkte fra en lufthavn i Sydtyskland til Vamdrup.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Bedre for miljøet

Den nye flyver betyder, at der er plads til flere springere ad gangen, hvilket resulterer i mindre ventetid for medlemmerne - og så er den samtidig langt mere miljørigtig at flyve med.

- Vi har nu en flyver, der på sigt kan komme til at flyve på miljøbrændstof i stedet for oktan 100 benzin, som er blyholdig og ret forurenende, forklarer Mads Riber. 

Om få uger skulle den nye flyvemaskine være klar til første tur, og der bliver med sikkerhed kamp om pladserne blandt springerne.