Det er efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at unge tager på dannelsesrejse i deres sabbatår mellem ungdomsuddannelsen og de videregående uddannelser.
Det gælder også de 20-årige barndomsveninder Ida Engstad Poulsen og Julie Hölck Østergaard fra Give, der i september måned stemplede ud og tog på en længere rejse gennem Sydamerika. En rejse der på et særligt punkt adskiller sig fra de fleste andre dannelsesrejser – nemlig transportformen.
Cykelpigerne, som de kalder sig på Facebook og Instagram, hvor man kan følge deres rejse, har rejst de 9.615 kilometer fra Peru til det sydligste af Argentina på cykel.
- Vi havde hele tiden snakket om, at vi gerne ville rejse uden rejseselskab og selv planlægge det hele. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville vandre, men det ville Ida slet ikke, siger Julie Hölck Østergaard og fortsætter:
- Vi havde i stedet hørt om nogle drenge, der havde cyklet rundt i verden, og at det skulle være en virkelig god måde at møde de lokale på.
At cykle 9.615 kilometer svarer til lige knap tre gange længden på et helt Tour De France. En imponerende bedrift af de to unge kvinder, der begge fortæller, at de ingen særlig forkærlighed har for cykelsporten.
- Vi brød os egentlig ikke særligt meget om at cykle, inden vi tog afsted, men det har vist sig at være en helt vild fed måde at rejse på. Man mærker vinden og naturen på en helt anden måde, end hvis man bare stiger ind og ud af en turistbus, og de lokale tager også meget bedre imod én og er mere imødekommende, fortæller Cykelpigerne.
Deres rejse begyndte midt i september, hvor de cyklede fra hjembyen Give til Amsterdam og hoppede på et fly til Peru. I Peru startede turen for alvor, og pigerne har på deres færd ned igennem Sydamerika også krydset landegrænserne til Bolivia, Argentina og Chile.
Et stort kulturchok
Et af formålene med en dannelsesrejse er at opleve verdens mange forskelligheder, og allerede ved ankomsten til Peru mærkede pigerne et seriøst kulturchok.
- Husene var lavet af blikplader, og der var aggressive gadehunde. Og da vi kom til Bolivia, oplevede vi et endnu fattigere folkefærd. Det, vi har fået i SU om måneden, svarer til, hvad en hel familie lever for hernede, siger Julie Hölck Østergaard og Ida Engstad Poulsen.
Selvom landene, som pigerne har cyklet igennem, er naboer og deler landegrænser med hinanden, er der alligevel markante forskelle at mærke folkene imellem, fortæller de.
- Forskellen mellem Peru og Bolivia versus Chile og Argentina ses også, idet vi i de to første lande blev spurgt, hvor vores mænd var. Det var helt usandsynligt for dem, at to piger kunne rejse rundt alene, siger de og fortsætter:
- I de to sidste lande tog folk det modsat som en selvfølge, at vi var kærester. Det er ikke tilfældet, men det siger alligevel en del om, hvor åbensindede og længere fremme de er.
En ting, der dog har overrasket pigerne, er, hvor godt de har kunnet enes på den lange tur. Inden de stemplede ud, havde de en forventning om, at de nok ville opleve skænderier på vejen, men det har ikke været tilfældet.
- Det har kun været om aftenen, vi har været lidt træt af hinanden, men så har vi lagt os til at sove, og så var vi gode igen om morgenen, fortæller Ida Engstad Poulsen og bliver afbrudt af sin rejsemakker.
- Det største problem har egentlig været, at Ida har en tendens til at snakke, når vi kører op ad bakke, og det synes jeg er pisseirriterende, siger Julie Hölck Østergaard efterfulgt af en fælles fnisen.
Et mål at modbevise
Målstregen for pigernes rejse igennem Sydamerika er den argentinske by Ushuaia, der er kendt som Verdens Ende, fordi det er den sydligste storby i verden. Et mål pigerne nåede en uge inde i marts omkring fem og en halv måned efter, de stemplede ud.
- Det er virkelig en rar følelse og en kæmpesejr, for vi var i tvivl, om vi overhovedet ville være i stand til at krydse Andesbjergene bare én gang, og nu er vi nået hele vejen ned, siger Cykelpigerne.
Drivkraften på turen har for Julie Hölck Østergaard og Ida Engstad Poulsen i høj grad været at bevise og ikke mindst modbevise, hvad to 20-årige piger egentlig er i stand til.
Allerede inden de tog afsted, blev de mødt at folk, der mente, de havde sat urealistiske mål, og som tvivlede på, at de kunne klare det. En holdning de også har mødt i alle lande, de er cyklet igenenm.
- Vi håber, vi kan være med til at inspirere andre til, at man sagtens kan gøre den slags her, hvis man bare sætter sig for det, og at det slet ikke er så farligt, som folk vil have det til, siger de.
Inden afrejsen var der også mange, der var bekymrede på pigernes vegne i forhold til, om det overhovedet er sikkert for to unge kvinder at rejse alene igennem sydamerikanske lande. En bekymring, der ifølge pigerne er blevet gjort til skamme.
Rejsen fortsætter
Undervejs på deres rejse har Cykelpigerne en indsamling til Kræftens Bekæmpelses afdeling “Kræft er ikke for børn” kørende, hvor alle kan bidrage til den gode sag. De har også en aftale med en lokal forening i Give, der giver 50 øre pr. cyklet kilometer på rejsen.
- Vi startede indsamlingen, fordi vi føler, det er lidt egoistisk at bruge så mange penge på en rejse, som vi gør. Vi håber, at vi med indsamlingen kan hjælpe til, at andre også kan få mulighed for at opfylde deres drømme i et liv uden kræft, siger Cykelpigerne og tilføjer, at det også er en ekstra motivation til at træde i pedalerne.
Indsamlingen er i skrivende stund godt på vej til at runde 10.000 kroner
Bare fordi Cykelpigerne har nået målstregen i det sydligste Argentina, så er det ikke ensbetydende med, at rejsen er slut. Faktisk er der kun tale om et delmål.
For når pigerne har restitueret i Ushuaia i to uger, drager de med fly til Bali, hvor de sammen med to venner hjemmefra skal have et par uger med klassisk ungdomsrejse, afslapning og alkohol.
Men heller ikke cyklerne er lagt på hylden endnu, for efter opholdet på Bali bestiger pigerne igen deres jernheste og drager igennem sydøstasiatiske lande som Singapore, Malaysia og Thailand.
- Vi har ikke lagt os helt fast på en rute i Asien endnu, for vi har hørt, at det skulle være hårdere at cykle derovre på grund af alle bilerne i trafikken
