TV der bevæger dig

Politiet håber bilfund kan løse gammel drabssag

Fredag formiddag er en bil hævet op fra havnen i Kolding. Politiet håber, at bilfundet kan bringe dem afgørende videre i en mere end et år gammel drabssag.

Politiet er fredag morgen ved at gøre klar til at bjærge en bil i land ved Kolding Lystbådehavn og få bekræftet, at der er tale om den drabssigtede Bent Ovesens bil.  Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Politiet bekræftede senere fredag formiddag, at der var tale om Bent Ovesens bil og at der er fundet et lig i bilen. Læs seneste nyt i sagen her

Fredag formiddag lykkedes det politiet at få bjærget en bil i land ved Kolding Lystbådehavn. Nu skal tekniske undersøgelser klarlægge og få bekræftet, at der er tale om den drabssigtede Bent Ovesens bil. 

TV SYDs reporter på havnen fortæller, at den bjærgede bil bærer præg af lang tids ophold i vandet - og det er ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvad det er for en bil. Politiet har pakket bilen ind i pressenning og vil nu transportere den væk nærmere undersøgelser. 

Bent Ovesen har været efterlyst i lidt mere end et år for drabet på sin 61-årige hustru, Aase. Han blev fængslet in absentia og efterlyst gennem Europol. Politiet ledte efter Bent Ovesen og hans gråbrune bil af mærket Ford Mondeo. 

Vi håber, at bilfundet kan hjælpe os på vej i den tragiske drabssag.

Frede Nissen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi

- Vi håber, at bilfundet kan hjælpe os på vej i den tragiske drabssag. Det kan vi først endeligt fastslå, når vi har bilen på land, og vores teknikere har haft mulighed for at undersøge den, siger vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Læs også Politi leder videre i fire havne: Stadig intet spor af Mondeo

Aase Ovesen blev fundet på parrets fælles bopæl på Christiansøvej i Kolding i oktober 2017. Parrets gråbrune Ford Mondeo er en årgang 2016, og den har registreringsnummer AU 24836.

Dykkere har tidligere ledt efter bilen i blandt andet havnen i Kolding og store dele af Lillebælt. En af teorierne var nemlig, at Bent Ovesen var kørt i havnen med bilen.