Udgang fra fængsel endte med drabssigtelse - der er jo nærmest tale om en 100-års hændelse, mener juraprofessor

Sagen om den 35-årige voldsmand, som er sigtet for manddrab nytårsdag, er usædvanlig sjælden, mener juraprofessor fra Syddansk Universitet.

Den 35-årige mand fra Kolding, der er sigtet for at dræbe den 26-årige Adan Tirow nytårsnat, var på udgang fra fængslet. På gerningstidspunktet var det mindre end tre måneder siden, han havde modtaget en lang fængselsdom. At han efter så kort tid var på fri fod har undret mange inklusive retsordførerne Peter Kofod (DF) og Karina Lorentzen fra SF.

Men det hører dog til sjældenhederne, at indsatte på udgang begår alvorlig kriminalitet, lyder det fra juraprofessor Linda Kjær Minke fra Syddansk Universitet.

- Der er jo nærmest tale om en 100-års hændelse. Jeg tror, det er meget svært at gardere sig, mener hun og tager det forbehold, at den pågældende ikke er dømt af retten og i øvrigt nægter sig skyldig.

quote

En ”fejlmargin” på 0,1 pct. må siges at være særdeles beskeden

Linda Kjær Minke, professor i jura, SDU

Beskeden fejlmargin

Det hører da også til sjældenhederne, at en indsat begår ny kriminalitet under udgang. I 2021 var der 24.928 udgange fra danske fængsler og arresthuse, og kun i 0,1 procent af tilfældene misbrugte de indsatte udgangstilladelsen til at begå kriminalitet.

Ifølge Radio4 erkender kriminalforsorgen nu, at der har ”vist sig et behov” for at få et "skærpet fokus på sikkerhedsvurderingen af dømte med en misbrugshistorik - herunder særligt dem som er dømt for personfarlig kriminalitet". Juraprofessoren har dog svært ved at se, hvordan man kan skærpe bestemmelserne for udgang.

- Kriminalforsorgen rammer altså skiven i 99,9 % af tilfældene, og en ”fejlmargin” på 0,1 pct. må siges at være særdeles beskeden, siger Linda Kjær Minke, som på spørgsmålet om samfundet kan leve med så lav en fejlmargin svarer:

- Det vil jeg lade være op til andre at vurdere.

Det er beskrevet i straffuldbyrdelsesloven, at indsatte i åbne fængsler, hvis deres dom er på under 2,5 års fængsel, kan få udgangstilladelse efter 30 dages afsoning. Hvis de vel at mærke har et godkendt formål såsom uddannelse, arbejde, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn.

Det hele skal foregå til en godkendt adresse, og udgangstilladelsen er betinget af, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil begå ny kriminalitet.

En indsat kan få tilladelse til udgang, når

1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn

2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og

3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen

(Kilde: Straffuldbyrdelsesloven § 46)

- Misligeholdelse af udgang

Linda Kjær Minke understreger, at udgangstilladelser handler om tillid.

- Kriminalforsorgen forlanger en udgangsadresse, og det er en aftale, at den indsatte altid opholder sig på den, siger hun.

Kriminalforsorgen kan eksempelvis bevilge udgang til indsatte, hvis ikke det støder retsfølelsen i samfundet.

- En sagsbehandler i kriminalforsorgen har jo i dette tilfælde vurderet, at udgangstilladelsen ikke har kollideret med hensynet til retsfølelsen, supplerer juraprofessoren, som henviser til ånden i loven, der siger, at der ikke må gives udgangstilladelse, hvis den indsatte kommer i mediernes søgelys, eller sagen bliver eksponeret og på den måde krænker retsfølelsen i samfundet eller hos ofrene.

quote

Der er jo nærmest tale om en 100 års hændelse

Linda Kjær Minke, professor i jura, SDU

20 måneder i fængsel

Den 35-årige er fra Kolding-området og afsoner for tiden en dom på et år og otte måneders fængsel i Sdr. Omme, efter han i oktober blev dømt for at have holdt en kvinde indespærret i en lejlighed i syv en halv time, hvor han både tæskede og truede hende på livet.

Han er senest sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237 for natten til 1. januar klokken 05.10 at have tildelt den 26-årige Adan Tirow flere knivstik i ryggen med døden til følge.

Juraprofessor Linda Kjær Minke fra Syddansk Universitet.
Juraprofessor Linda Kjær Minke fra Syddansk Universitet.
Foto: Privatfoto

Erkender fejl

TV SYD har tidligere spurgt kriminalforsorgen, om der er noget i sagen med den 35-årige fra Kolding-området, der nu er sigtet for manddrab under udgang, der giver anledning til at ændre procedure for tildeling af udgangstilladelser.

I en mail svarer de:

"Kriminalforsorgen har som offentlig myndighed tavshedspligt og udtaler sig som udgangspunkt ikke om konkrete sager."

I forbindelse med et skærpet fokus på sikkerhedsvurderinger af indsatte før udgang skrev kriminalforsorgen, at "sikkerhed er helt afgørende for kriminalforsorgen, og vi iværksætter derfor jævnligt sikkerhedsskærpende tiltag. Det har vi for nylig gjort i forbindelse med sagsbehandling af udgangssager, prøveløsladelsessager og anbringelsessager for at forebygge, at der sker alvorlige fejl, som i værste fald kan betyde ny alvorlig kriminalitet."

Kriminalforsorgen kom dog frem til en anden opfattelse fredag, da de udsendte en pressemeddelelse, hvor de erkender, at der er "blevet begået alvorlige fejl".

- Vi har efter en nærmere gennemgang af sagen konstateret, at der er begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen, der vedrører den indsatte, som nu er sigtet for manddrab, lyder det.

Udgang fra fængsel

  • Der blev i 2021 afviklet i alt 24.928 udgange fra fængsler og arresthuse.

  • Formål med udgang: 20 % blev givet til uddannelse eller arbejde, 35 % til besøg hos familie, mens 31 % var til lægebesøg. 

  • 83 % af samtlige udgange var fra åbne fængsler.

  • Covid-19-pandemien har periodevis begrænset de indsattes muligheder for udgang, hvilket har afstedkommet et fald i antallet af udgange i 2020 og 2021.

(Kilde: Kriminalforsorgen)