Politikere kræver handling efter knivdrab i Kolding

Det vækker undren hos to af Folketingets retsordførere, at en formodet drabsmand var på udgang, kort tid efter at han fik en dom på 1 år og 8 måneder. Nu vil de have svar fra justitsministeren.

Sagen om en mand, der er sigtet for et knivdrab på en 26-årig mand i Kolding nytårsnat, får nu flere politikere til at se nærmere på sagen.

Det sker, fordi den drabssigtede mand fik udgang fra fængslet, efter at han havde afsonet 5 måneder af en straf på 1 år og 8 måneder.

- Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, at en mand, som vi forventer sidder i fængsel, i virkeligheden går rundt ude på gaden og nu er sigtet for ny grov kriminalitet.

- Vi nødt til at finde ud af, hvorfor den mand var fri, og vi skal finde ud af, om det var en svipser eller udtryk for et helt generelt billede, siger Peter Kofod, der er retsordfører for Dansk Folkeparti.

Også Karina Lorentzen, der er retsordfører for SF, mener, at der på bagrund af sagen fra Kolding er behov for at se på reglerne for udgang fra fængslerne.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogen tænker, at fem måneder er relativ kort tid efter, at han har begået en anden grov forbrydelse. De indsatte skal have udgang, men Kriminalforsorgen skal sikre, at den indsatte har strammet sig an for at lægge livet om, siger Karina Lorentzen.

- Jeg vil derfor kontakte justitsministeren, for at høre om der er nogle indlysende ting, vi kan gøre for at undgå den her slags, siger Karina Lorentzen.

Den formodede gerningsmand til drabet i Kolding afsonede på drabstidspunktet en dom for at have holdt en kvinde indespærret i en lejlighed i syv en halv time, hvor han både tæskede og truede hende på livet.

Ifølge tal fra Kriminalforsorgen, som Radio4 har fået, var hver femte af alle indsatte i de danske fængsler på udgang mellem jul og nytår i 2022.