TV der bevæger dig

Ukrainsk efterskoledreng sendt hjem

En 13-årig ukrainsk elev på Skamling Design- og Idrætsefterskole er blevet sendt hjem til Ukraine, fordi han var for ung til at få opholdstilladelse. Elever og forstander er frustrerede.

Vennerne på Skamling Efterskole har kun billeder tilbage af Vladyslav Kushmir

Vladyslav Kushmir, eller bare Vlad, er en savnet herre på Skamling Design- og Idrætsefterskole lige nu. Han startede på efterskolen for halvanden måned siden, men onsdag blev han sendt med flyveren hjem til Ukraine af Udlændingestyrelsen. Han var for ung til at få en opholdstilladelse.

Den 13-årige ukrainske dreng blev afleveret på efterskolen af hans forældre, som betalte hele opholdet, og meningen var, at han boede på efterskolen i hverdagene, mens han kunne bo ved sin moster i Danmark i weekenderne.

- Vi tænkte, det kunne være spændende, og det kunne være godt for ham og den øvrige elevgruppe, at vi fik en med en anden kultur og sprog ind, siger Brian Vittrup, der er forstander på efterskolen.

Glæden varede dog kort, for Udlændingestyrelsen mener, at Vladyslav Kushmir er for ung til at få opholdstilladelse. Det frustrerer både forstanderen og eleverne. Eleverne har derfor oprettet Facebook-siden Hjælp så vi kan få Vlad tilbage til Skamling.