Krea Kongen Jul – ny udfordring: Så skal der laves adventskranse

Laver du hvert år din egen adventskrans - eller overvejer du at gå i gang? Så kan det være, at du skal kaste dig ud i denne uges udfordring i Krea Kongen Jul, hvor der skal laves en bæredygtig adventskrans.

Nu skal du lægge nål og tråd til side og i stedet finde din indre blomsterdekoratør frem.

I ugens udfordring i Krea Kongen Jul på TV SYD gælder det nemlig om at lave en bæredygtig adventskrans.

Hvis du mangler inspiration til opgaven, så har TV SYD allieret sig med Katharina Albrechtsen fra Vesterport Blomster i Vejle. Hun har stort set hele sit liv arbejdet med blomster og er 4xdanmarksmester i blomsterdekorationer.

Med sin passion og ekspertise inden for blomsterkunst er 42-årige Katharina denne uges ekspert i Krea Kongen Jul, og det er ligeledes hende, der sidst på ugen kårer den bedste og mest kreative adventskrans og dermed ugens vinder af Krea Kongen Jul. 

En bæredygtig adventskrans med personligt præg

Det er kun fantasien, der sætter grænser, når det gælder om at lave sin egen adventskrans, mener Kartharina, som meget gerne vil se en adventskrans lavet i bæredygtige naturmaterialer:

- Det vil sige, at man forsøger at bruge naturens materialer fra haven, skoven eller stranden, og som kan genbruges i næste års adventskrans - eller i en anden dekoration, det vil være spændende.

Der er kun en ting, man ikke kan ændre på i denne uge konkurrence, mener Katharina Albrechtsen.

- Adventskransen skal have fire lys, ellers er det ikke en rigtig en af slagsen. 

Om adventskransen hænger, står i krukker eller på et fad er op til den enkelte.

Om Krea Kongen Jul

Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. 

Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring.  

Årets trend og lidt inspiration 

Mangler du inspiration kan du kigge billedehjulet igennem nedenfor og se kreationerne fra Vesterport Blomster. Ugens ekspert Katharina Albrechtsen fortæller, at især tørrede dekorationer i år er et hit. 

Dekorationerne kommer i mange forskellige udtryk og farver. Helt klassisk med flaskegrønne og julerøde farver, hvide eventyrlige dekorationer og de lidt mere alternative med tyrkiskgrønne eller pink farver. 

Billederne er taget af Katharina Albrechtsen og Line Sahl, TV SYD. 

For at pifte de tørrede dekorationer op, kan man pynte med friske blomster, som kan skiftes ud eller gøre dekorationen ekstra festlig til forskellige lejligheder. Et trick er at sætte en julekugle fast i dekorationen og bruge den som vase. Det kan man gøre ved at pille toppen af julekuglen, fylde lidt vand i den og så sætte en blomst i vasen. 

Se billedserien her, hvor blomsterdekoratøren gør det step for step. 

1) Fjern toppen af julekuglen. 2) Fyld julekuglen med vand. Det kan gøres med en pipette. 3) Placer en frisk blomst i julekuglen. 4) Gentag ved de andre julekugler i dekorationen.
1) Fjern toppen af julekuglen. 2) Fyld julekuglen med vand. Det kan gøres med en pipette. 3) Placer en frisk blomst i julekuglen. 4) Gentag ved de andre julekugler i dekorationen.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Deltag i Krea Kongen Jul

Er du blevet inspireret til at lave din egen bæredygtige adventskrans, så meld dig endelig udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9.

Ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere julesysler.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her eller på TVSYD.dk/kreakongenjul.