Naturnørden Jonas: - Skab liv ved at lade dine døde træer stå

Naturvejleder Jonas Gadgaard alias NaturNørd mener, at vi bør lade flere døde træer stå i haver og skove. Det skaber både levesteder til fugle og insekter.

Vi har alle spottet en fuglekasse hænge på en træstamme. Og måske har vi også set en stær eller musvit flyve ind og ud af et hul i en fuglekasse med redemateriale i næbbet.

Men hvorfor er det egentlig, at vi sætter de her kasser op?

Det gør vi af den simple årsag, at fuglekasser er et alternativ til mange fugles naturlige bo. Mange af de fugle, der naturligt bygger rede i huller i døde træer, er nemlig meget udfordrede, når de skal til at yngle, da vi mennesker ofte rydder de døde træer fra skov og haver.

quote

- Skulle der vælte et træ hist og her, så lad det stå. Man vil blive overrasket over, hvor meget liv, der kan være i døde træer.

Jonas Gadgaard, naturvejleder

- Før vi mennesker kom til, var der ikke problemer med at finde levesteder, altså døde træer. Vi fjerner de naturlige redehuller til fuglene, og derfor er mange fugle afhængige af fuglekasser, siger naturvejleder ved NaturKulturVarde Jonas Gadgaard til TV SYD.

Jonas Gadgaard er ugens ekspert i TV SYDs lørdagsprogram Krea Kongen, hvor syd- og sønderjyder dyster om at være mest kreative. I denne uge gælder det fuglekasser, og hvis du vil se, hvordan du kan lave en indbygget fuglekasse i en træstamme, kan du se Jonas Gadgaard gøre det i videoen her:

Video: Line Haunstrup

Et redehul kan være attraktivt for flere ’lejere’

Hullerne i træerne skabes naturligt ved, at enten en gren falder af, eller ved at en stor flagspætte hakker løs for at lave et redehul til sig selv. Da flagspætten kun bruger sin rede én gang, så kan der året efter flytte en musvit eller rødstjert ind.

Derfor ser Jonas Gadgaard gerne, at vi lader flere træer stå – både de gamle og de døde.

- Flere træer forsvinder fra vores landskab – især gamle træer. Færre træer betyder færre flagspætter og dermed færre tømrere til at lave redehuller, siger Jonas Gadgaard, der foruden at være naturvejleder ved NaturKulturVarde også har sin egen YouTube-kanal, hvor han under navnet NaturNørd formidler den danske natur til især unge mennesker.

quote

Jeg ser jo, hvordan unge mennesker er blevet mere og mere afhængige af skærmen og kommer længere væk fra naturen. Så jeg forsøger at ramme dem, der hvor de er.

Jonas Gadgaard, naturvejleder

Han har selv lige nu et eksempel i haven, hvor et redehul i et træ har haft flere forskellige fugle boende. For to år siden var det en stor flagspætte, der lavede hullet til sig selv og sine unger. Året efter flyttede en grønspætte ind, og i år er det så stæren, der har bygget rede.

Død i naturen skaber liv

Det er ikke kun fuglene, der kan få glæde af lidt flere gamle og døde træer i skoven og haven. Hvis fældede eller naturligt væltede træer får lov at ligge i skovbunden, vil både insekter og svampe med tiden flytte ind.

- Skulle der vælte et træ hist og her, så lad det ligge. Man vil blive overrasket over, hvor meget liv, der kan være i døde træer, siger naturnørden.

Ifølge Jonas Gadgaard er vi mennesker blevet lidt for gode til at rydde op naturen. Både når det gælder fjernelse af døde træer og ved, men også døde dyr. Døde dyr får ikke lov til at ligge i naturen ret længe, før de bliver afhentet, og det synes Jonas Gadgaard er en skam, da det netop skaber levegrundlag for andre dyr.

- Vi skal lære os selv, at det er helt naturligt at se døde træer og dyr i naturen. Det hele skal ikke være så friseret, naturen har nemlig godt af at passe lidt mere sig selv, siger han.

Naturens mange finurligheder

Når Jonas Gadgaard bliver til NaturNørd på sin Youtube-kanal, er hans passion for naturen ikke til at tage fejl af. Her forsøger han på en spændende måde at formidle forskellige aspekter af naturen til især det unge publikum. Hans mission er at lade sin begejstring for naturen smitte af på andre.

- Jeg ser jo, hvordan unge mennesker er blevet mere og mere afhængige af skærmen og kommer længere væk fra naturen. Så jeg forsøger at ramme dem, der hvor de er, siger naturnørden.

Jonas Gadgaard kan genkende stort set hvert et fuglefløjt. Her udpeger han lynhurtigt alle de fugle, han kan høre.
Video: Line Haunstrup

For Jonas Gadgaard bliver naturen aldrig kedelig. Der er altid noget nyt at opleve, og han bliver aldrig færdig med at få førstegangsoplevelser. Og ifølge naturnørden er det vigtigt at huske på, at det ikke er alle dyr eller planter, som vi mennesker kan få noget udbytte af, men derimod kan vi få en masse gode oplevelser ud af det.

- Naturen har så meget at byde på. Man kan aldrig nå at se det hele, og man kan hele tiden gå på nye opdagelser, siger Jonas Gadgaard til TV SYD.

Har du også lyst til at være en del af TV SYDs konkurrence, hvor Jonas Gadgaard udpeger en vinder blandt alle indsendte billeder af brugernes hjemmelavede fuglekasser, så læs her, hvordan du deltager i konkurrencen.