30 ambulancereddere kører 16 timer for at donere ambulancer

Ambulanceredderen Daniel Groth Chrestensen kører sammen med 59 af sine kolleager til Polen for at donere 30 ambulancer.

- Ved at køre ambulancerne til Polen føler jeg, at jeg kan bidrage og være med til at vise min holdning til krig på europæisk jord, siger 36-årige Daniel Groth Chrestensen.

Han arbejder til daglig fuldtid som ambulanceredder i Trekantområdet, men dagen i dag adskiller sig fra hans normale arbejdsopgaver. 

Sammen med 59 andre frivillige brandmænd, ambulance- og assistancereddere fra hele Danmark kører de 30 ambulancer til Lublin i det sydøstlige Polen.

quote

Vi vil gerne være med til at vise, at det er et samlet folk omkring Ukraine, der står klar til at hjælpe.

Daniel Groth Chrestensen.

Donation fra Falck

Falck har doneret de 30 ambulancer til Ukraine og dets nabolande, hvor ambulancerne skal indgå i de lokale beredskaber og håndteringen af tilskadekomne borgere og flygtninge.

- Vi starter fire kørere fra Kolding og fortsætter derefter turen til Ringsted, hvor ambulancerne pakkes med præhospital materiale, siger Daniel Groth Chrestensen og fortsætter:

- Derefter kører vi mod Gedser, hvor vi skal sejle til Rostock og for til sidst at ramme Lublin, hvor vi overdrager bilerne til de lokale myndigheder.

Hvis alt går vel er donationen - de 30 ambulancer - fremme i Lublin natten til lørdag eller lørdag tidlig morgen. 

En anderledes weekend

Daniel Groth Chrestensen, skulle egentlig have haft en tiltrængt friweekend, men for ham er denne tur vigtigere.

- Det er ikke bare Ukraine, vi hjælper. Vi vil gerne være med til at vise, at det er et samlet folk omkring Ukraine, der står klar til at hjælpe, og som ikke vil affinde sig med det, der foregår, siger ambulanceredderen.

Mere end 500 medarbejdere har frivilligt tilbudt at hjælpe med at køre ambulancerne til Polen.