Flensborgs overborgmester kommer med opråb til Danmark

Overborgmester Simone Lange appellerer til Danmark om at lukke alle flygtninge fra Ukraine ind - også dem uden biometrisk pas.

Flensborgs overborgmester Simone Lange er utilfreds med den måde, de danske myndigheder håndterer ukrainske flygtninge på.

Mange ukrainske kvinder og børn strander i Flensborg ved den danske grænse og kan ikke komme videre ind i landet, da de ikke har et biometrisk pas (pas med indbygget chip).

Ifølge de nuværende danske regler skal ukrainske statsborgere nemlig være i besiddelse af et biometrisk pas for at rejse ind i Danmark - også selvom de kun bruger Danmark som transitland på deres rejse til for eksempel Norge eller Sverige.

quote

For os her i grænselandet ville den bedste løsning være, at Danmark gør det muligt for ukrainerne at rejse gennem landet

Simone Lange, Overborgmester i Flensborg

Mange afvises

Dagligt bliver mellem 50 og 100 ukrainske flygtninge lige nu nægtet indrejse i Danmark, og i stedet bliver de vist hen til en gymnastiksal i Flensborg. 

Det er ikke rimeligt, hvis man spørger overborgmester Simone Lange.

- For os her i grænselandet ville den bedste løsning være, at Danmark gør det muligt for ukrainerne at rejse gennem landet, siger hun. 

Hun kan sagtens forstå, at Danmark gerne vil vide, hvem der rejser gennem landet, men i stedet for at nægte folk indrejse, kunne man i stedet registrere dem og lade dem rejse videre, foreslår Simone Lange. 

Det er disse senge, ukrainske flygtninge får stillet til rådighed i Flensborg.
Det er disse senge, ukrainske flygtninge får stillet til rådighed i Flensborg.
Foto: Lucas Mæng, TV SYD

Strikse regler

Ifølge Simone Lange skyldes situationen, at Danmark tolker reglerne om biometrisk pas mere restriktivt end de øvrige europæiske lande.

Og for de mange ukrainske statsborgere er konsekvensen, at de derfor ikke kan rejse gennem Danmark. Mange har dog fundet alternative måder at nå deres mål på. 

- De fleste rejser videre sydpå og søger efter en anden vej, fordi de gerne vil hen til deres familie i Sverige eller Norge, siger overborgmesteren. 

Simone Lange og Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har i dag mandag været i dialog om den aktuelle situation ved grænsen, så overborgmesteren håber på en løsning inden for nær fremtid.

- Vi har aftalt at tales ved de kommende dage, så jeg håber, at mine ønsker bliver taget med, når Folketinget på onsdag skal behandle en særlov om ukrainske flygtninge, siger hun.