Vejen Kommunes borgmester trækker millioninvestering ud af Rusland efter stor modstand

Mandag eftermiddag er det blevet kendt, at Vejen Kommune har ændret mening og nu trækker millioninvestering ud af Rusland.

I fredags kunne TV SYD fortælle, at Vejens borgmester, Frank Schmidt-Hansen (Konservative), ikke vil trække investeringer for 1,2 millioner kroner ud af Rusland.

I dag mandag klokken 15 er ordlyden dog en anden, for Vejen Kommunes borgmester har nu meldt ud i en pressemeddelelse, at kommunen alligevel vil trække deres investeringer ud af Rusland. 

Kommunen har en investeringspulje på 25 millioner kroner, hvoraf 1,2 millioner kroner er investeret i Rusland. Men for at komme af med de russiske investeringer må kommunen trække alle 25 millioner kroner ud. 

Siden borgmesterens udmelding i fredags har der tegnet sig et politisk flertal mod hans beslutning om ikke at trække investeringer for 1,2 millioner kroner ud af Rusland.

Dagens tilbagetrækning af investeringer i Rusland sker, efter borgmesteren i løbet af weekenden har gjort sig politiske overvejelser om Vejen Kommunes engagement i russiske investeringer. 

- Vi har haft en dialog hen over weekenden imellem de politiske partier, som gør, at jeg kan se, at der er et flertal, som gerne ser os komme ud af de investeringer, vi har i Rusland, og det retter jeg selvfølgelig ind efter, siger Frank Schmidt-Hansen til TV SYD.

Mandag aften lyder meldingen fra Vejen Kommunes borgmester, Frank Schmidt-Hansen, at det aktuelle kurstab på de russiske investeringer lyder på 3,1 millioner kroner. Men hvor pengene skal findes, henne ved borgmesteren endnu ikke. 

- Det er en opgave, vi skal have løst, men det er ikke uden konsekvenser. Tre millioner er mange penge i Vejen Kommune, siger han. 

Byrådet i Vejen Kommune er mandag eftermiddag orienteret om, at investeringerne i Rusland trækkes ud.