Poul-Erik Thomsen: Tønder har mistet en vellidt og autentisk borgmester

Laurids Rudebeck var på fornavn med de fleste i Tønder, og han var stærk i kampen for sin kommune, siger TV SYDs politiske kommentator, Poul-Erik Thomsen.

Laurids Rudebeck var kendt i Tønder længe før, han overtog borgmesterposten i 2009. Som leder af politiet i Tønder var han nemlig en mand, som de fleste kendte.

- De fleste borgere i Tønder var på fornavn med Laurids, fordi han var en jævn og munter mand, siger Poul-Erik Thomsen til TV SYD.

- Han var vellidt, og han var en sønderjyde, der var meget autentisk i sin kamp for Tønder. Alle borgmestre slås jo for deres kommuner, men jeg vil sige, at Laurids Rudebecks kamp har været virkelig stærk og autentisk.

Laurids Rudebeck har i sin tid som borgmester blandt andet kæmpet for Tønder Festivals overlevelse.

Derudover har sygehuset været et kerneområde for ham.

- Han har også sat meget ind på at kæmpe for Tønder Sygehus. For at redde det, der er tilbage af sygehuset, som er et ganske velfungerende nærsygehus. Og det var en kamp, som han virkelig tog på sig. Og det var en kamp som lykkedes, som Laurids Rudebeck gik ud af som en vinder, siger Poul-Erik Thomsen.

Selvom Tøndersagen har været en stor sten i skoen for Laurids Rudebeck, så vil han hovedsageligt blive husket som en mand, der fik mange ting til at lykkedes i kommunen.

- Han vil først og fremmest blive husket som en rigtigt, rigtig god borgmester for sit område. Som en borgmester, der var tæt på borgerne. Og han vil blive husket for, at han slutter med at vise, at Tønder kan holde på sygehuset og ovenikøbet også har fået flere arbejdspladser til Skat i kommunen, siger Poul-Erik Thomsen.