Snart kan glemte nummerplader højst koste 25.000 kroner

Krav mod ejere af uforsikrede køretøjer sættes kraftigt ned. Førtidspensionisten Robert Hansen blev afkrævet 325.000 kroner.

Tusindvis af danskere har fået krav på over 100.000 kroner, fordi de ikke havde forsikret deres motorkøretøjer. Det er sket, fordi indførelsen af dagsgebyrer på 250 kroner har kunnet løbe i flere år.

Men ofte har skyldnerne slet ikke vidst, at de skyldte penge, før de blev indkaldt til Fogedretten. Nu reagerer forsikringsselskabernes garantifond, DFIM, på en række afsløringer i TV SYD. DFIM har opkrævet gebyrerne siden 2019.

quote

Vi ønsker at nedskrive samtlige verserende sager, som ikke omfatter erhvervsdrivende, til 25.000 kroner

Maria Clausen, direktør i DFIM

- Vi anerkender, at der i flere ældre sager er gået lang tid, fra vi sendte den sidste rykker til borgerne, og til sagen gik til inkasso og behandling i fogedretten. Derfor har vi nu skrevet til transportministeren og orienteret om, at vi ønsker at nedskrive samtlige verserende sager, som ikke omfatter erhvervsdrivende, til 25.000 kroner, siger DFIM’s direktør Maria Clausen til TV SYD.

Over 400 millioner

Ved årsskiftet havde DFIM 5.573 aktive sager ved Fogedretten med krav om i alt 611 millioner kroner. Det er et gennemsnit på 109.636 kroner. DFIM’s nedsættelse betyder altså, at skyldnere spares for krav på godt 400 millioner kroner i alt.

DFIM vil kontakte alle de berørte borgere i begyndelsen af januar. Det sker med forventning om, at trafikminister Thomas Danielsen godkender nedsættelsen.

- Samtidig indfører vi, som tidligere oplyst, et gebyrloft på 60.000 kroner for fremtidige sager. Det kombineres med en tidlig særlig indsats for bistå borgerne med at få bragt forsikringsforholdene i orden, siger Maria Clausen.

Krævede 325.000 af førtidspensionist

Hidtil har DFIM ikke sendt opkrævninger til e-Boks eller pr. anbefalet brev. Mange borgere har derfor sagt, at de ikke har modtaget kravene, før de via e-Boks blev kaldt i Fogedretten.

En af dem er førtidspensionisten Robert Hansen fra Fredericia. Han solgte i 2013 en gammel Renault Megane, som tilsyneladende aldrig blev afmeldt, og derfor begyndte DFIM i 2019 at opkræve dagsgebyrer.

quote

Jeg havde glemt alt om bilen, indtil politiet pludselig bankede på

Robert Hansen, førtidspensionist

- Jeg havde glemt alt om bilen, indtil politiet pludselig bankede på og sagde, at jeg var efterlyst til Fogedretten. Det næste chok fik jeg i retten, da jeg fik at vide, at jeg skyldte 325.000 kroner. Jeg er da glad for, at de sætter gebyret ned nu, men det er stadig et urimeligt krav, så sagen slutter ikke her, siger Robert Hansen.

Glemt nummerplade gav krav om kvart million 

TV SYD har tidligere fortalt om Kim Nielsen fra Haderslev og Allan Pedersen fra Varde, som blev afkrævet henholdsvis 252.000 og 201.000 kroner. Deres krav blev først annulleret, efter TV SYD tog sagerne op. 

Kim Nielsen havde skippet forsikringen på en gammel motorcykel, som ikke kunne køre, men havde glemt at indlevere nummerpladen. Mens Allan Pedersen solgte en scooter, som køberen ikke fik omregistreret som aftalt.