Dansk EU-parlamentsmedlem vil sætte en stopper for krav om tyske p-skiver

Kritikken mod, at Flensborg By vil udskrive bøder til danske bilister, der ikke bruger tyske p-skiver, fortsætter. Nu skal EU-Kommissionen se på sagen.

Det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose har valgt at stille spørgsmål til EU-Kommissionen på baggrund af TV SYDs artikler om, at  danske p-skiver ikke er gyldige i Tyskland.

- For mig virker det som et bureaukratisk monster og et klart eksempel på, at der her er nogle regler, der er helt tåbelige, siger Christel Schaldemose.

Ifølge Christel Schaldemose burde det være muligt at benytte p-skiver på tværs af landegrænserne, hvis bare de er synlige og læsbare. Det kan ikke være meningen, at danskere skal medbringe en autoriseret p-skive fra Tyskland for at undgå en bøde.

quote

For mig virker det som et bureaukratisk monster

Christel Schaldemose, EU-parlamentsmedlem

- Den her regel generer jo en hel masse mennesker, der færdes på tværs af landegrænsen, siger Christel Schaldemose, der mener, at sagen er med til at skabe unødvendige barrierer for den fri bevægelighed.

Også intern tysk kritik

Flere tyske politikere har også kritiseret Flensborg Bys praksis med, at de ikke vil acceptere brugen af udenlandske p-skiver på de kommunale parkeringspladser.

De kalder det mobning af danske turister, nedladende og skandale.

Også SSWs medlem af Forbundsdagen Stefan Seidler forstår ikke den måde, som Flensborg tager imod danske turister.

Han vil derfor tage sagen videre til Forbundsdagen. Han mener, der bør arbejdes på at finde en fælles europæisk p-skive standard, som alle kan bruge.

Måske fælles EU-standard

Også Christel Schaldemose er parat til at se på mulighederne for at indføre en fælles EU p-skive, hvis der ikke kan findes en løsning på problemet i Flensborg.

Det bliver enten transportkommissær Adina Välea eller Indre Marked Kommissær Thierry Breton, der skal svare på spørgsmål i sagen, oplyser Christel Schaldemose.

Hun vil samtidig opfordre de tyske socialdemokrater i EU-parlamentet til at tage sagen op i den tyske Forbundsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.