Danskere risikerer p-bøder i Flensborg - tyskere kalder det mobning og en skandale

Tyske politikere kritiserer myndighedernes praksis med ikke at acceptere udenlandske p-skiver i Flensborg - især danske.

Mobning af danske turister, nedladende og skandale. Det er blot nogle af de ord, som tyske politikere har taget i deres mund oven på Flensborg Bys beslutning om ikke at acceptere andet end tyske p-skiver på byens offentlige parkeringspladser.

I Flensborg begyndte p-vagterne i denne uge at udskrive p-afgifter til danske bilister, som ikke har en tysk p-skive i forruden.

quote

Man skulle tro, at vores kontor for offentlig orden har vigtigere ting at tage sig af

Susanne Schäfer-Quäck, SSWs gruppeformand

Den nye praksis får nu både det danske mindretals parti SSW samt flere andre lokalpolitikere på barrikaderne.

- Man skulle tro, at vores kontor for offentlig orden har vigtigere ting at tage sig af. Med al respekt for overholdelsen af de juridiske regler bør vi som tysk-dansk grænseby fortsat være fleksible i spørgsmålet om danske parkeringsskiver. Vi forventer mere fingerspitzengefühl, siger SSWs gruppeformand, Susanne Schäfer-Quäck, i en pressemeddelelse.

- Tyske parkeringsskiver accepteres jo også i grænsekommunerne i Danmark. Vi forventer, at ordensmyndigheden i Flensborg også fremover vil acceptere danske parkeringsskiver. Overborgmesteren (Fabian Geyer, red.) må gribe ind her i vores mange danske turisters interesse, fortsætter hun.

Politiker: Mobning af danske bilister

Også SSWs medlem af Forbundsdagen i Berlin, Stefan Seidler, er fortørnet over reglerne generelt og specielt den måde, Flensborg tager imod danske turister på.

- Affæren om parkeringsskiven er en af de situationer, som ingen rigtig forstår. Du bruger en dansk parkeringsskive, hvor alle de nødvendige oplysninger er tydeligt synlige, og alligevel får du snart en parkeringsbøde. Folk føler med rette, at de bliver talt ned til eller direkte mobbet af parkeringsreglerne fra Berlin. Der er virkelig noget galt i transportministeriet, siger Stefan Seidler.

Stefan Seidler er SSWs medlem i den tyske Forbundsdag.
Stefan Seidler er SSWs medlem i den tyske Forbundsdag.
Foto: Martin Ziemer

Han vil nu arbejde for en europæisk p-skive i Forbundsdagen i Berlin, idet han mener, at det er for dårligt, at man ikke for længst har indført en europæisk ordning.

- Vi har brug for forståelige regler, som vores europæiske naboer også kan stole på. Jeg vil derfor føre kampagne i Berlin for en europæisk parkeringsskive. Det faktum, at sådan noget ikke allerede eksisterer, er en europæisk skandale for mig, siger han videre.

- Jeg får henvendelser fra Schweiz, Frankrig og Holland, så det er ikke kun i vores grænseregion, at det her er et problem.

Denne dobbelte p-skive kan benyttes på begge sider af den dansk-tyske grænse.
Denne dobbelte p-skive kan benyttes på begge sider af den dansk-tyske grænse.
Foto: Region Sønderjylland-Schleswig

I Flensborg er der dog nu brug for hurtige og pragmatiske overgangsløsninger, mener han.

- Jeg stoler på byen og borgmester Geyers løsningsorienterede tilgang. Vi ønsker alle, at vores danske gæster skal føle sig velkomne i Flensborg.

Politisk pres på administration

Også politikere fra andre partier kræver handling fra bystyret nu. Til Flensborg Avis siger FDPs gruppeformand, Christoph Anastasiadis, at små bureaukratiske hindringer ikke skal gøre det vanskeligt for folk at leve sammen på begge sider af grænsen.

 - Flensborg har stor gavn af danske dagsgæster og turismen. Vi bør udnytte og fremme dette potentiale i stedet for at give det væk ved at sende de forkerte signaler, siger han til avisen.

Også CDU er uforstående over for kommunens udmelding om at håndhæve parkeringsreglerne.

Derfor er der lagt op til et turbulent møde i kommunens hovedudvalg på tirsdag i næste uge, hvor overborgmester Fabian Geyer og administrationen skal forholde sig til kritikken.

Rådmand ikke overrasket

Parkeringskontrol sorterer under rådmand Stephan Kleinschmidt, der har ansvar for sikkerhed og orden i Flensborg. Han er ikke overrasket over den store interesse for emnet.

- Tværtimod. Det var netop vores intention at skabe en opmærksomhed omkring, at de danske parkeringsskiver ikke er gyldige i Tyskland. Vi vil fortsat rådgive og vejlede vores gæster fra Danmark om brug af tyske parkeringsskiver på de få arealer, hvor det er påkrævet. Alle er fortsat velkommen i Flensborg. Og så gælder det om sammen med Flensborgs politiske repræsentanter at kigge fremad og arbejde for en løsning på forbunds- og europæisk plan, siger han.