Jess bringer hjælpen ud i ny, rullende skadestue

Fra torsdag vil man kunne opleve en helt ny type udrykning i Region Syddanmark, nemlig visitationsbilen, der skal sikre et bedre samarbejde mellem paramedicinere og skadestue.

Jess Andersens nye arbejdsplads er ikke ret stor, har minimal gulvplads og masser af udsigt - og så har den fire hjul.

Bilen er nemlig en såkaldt visitationsbil, et nyt udrykningskøretøj, der skal sikre et større samarbejde mellem paramedicinere ude ved patienterne og læger hjemme på skadestuen og skal have base på Kolding Sygehus.

- Det bliver rigtig spændende at komme i gang og få endnu tættere samarbejde, siger Jess Andersen, der er paramediciner og sætter den splinternye Toyata Mirai i gang.

Hvad er forskellen?

Selvom det kan lyde som beskrivelsen af en ambulance, så er der forskel på den nye visitationsenhed og den velkendte ambulance.

Hvis en plejehjemsansat eksempelvis ringer til alarmcentralen, fordi vedkommende føler, at en beboer virker meget træt eller syg, men alarmcentralen ikke vurderer, der er behov for blå blink og udrykning, vil beboeren nu blive hentet af en ambulance.

Sådan ser visitationsbilen ud.
Sådan ser visitationsbilen ud.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Ambulancen tager patienten med på skadestuen, hvor beboeren kan tilses af en læge.

Men i fremtiden er idéen, at visitationsbilen kan køre ud til samme type patient, tage blodprøver, lave indledende behandling og sammen med en læge vurdere, om der er behov for et besøg på hospitalet.

Lægen på skadestuen vurderer i samarbejde med paramedicineren på stedet, hvordan behandlingen skal fortsætte.

- Det vil betyde, at patienten ikke behøver at blive indlagt på hospitalet, men kan blive i hjemmet og modtage behandling, siger Jess Andersen.

Få en forklaring på forskellen mellem visitationsbil og ambulance.

Bedre oplevelser

Årsagen til at indføre den nye visitationsbil er, at patienterne skal have en bedre oplevelse.

- Det er, hvad det hele drejer sig om. At patienten får den bedst mulige behandling, siger Jess Andersen.

Også på skadestuen vil det få en betydning for arbejdspresset.

- Der er fuld pres på lige nu, og ligesom alle andre plejeressourcer, bliver man nødt til at tænke i nye baner, siger Anne Friesgaard, der er cheflæge ved Akutafdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus.

Selvom visitationsenheden på hjul er tiltænkt alle typer patienter, er der særligt én borgergruppe i fokus.

Anne Friesgaard arbejder på Kolding Sygehus og glæder sig til at få den nye visitationsbil i gang.

- Vi sikrer, at mange af de skrøbelige ældre kan blive tilset af en læge, uden de nødvendigvis skal forbi skadestuen og få en klinisk vurdering. Så slipper de for at ligge og vente på en travl akutmodtagelse, siger Anne Friesgaard og tilføjer:

- De, der skal indlægges, skal selvfølgelig indlægges, men hvis man kan afslutte behandlingen på steder, er det bedst for patienten.

Visitationsbilen i Kolding har første officielle køretur torsdag. Bilen er desuden landets første redningskøretøj, som kører på brint, og det er planen at flere køretøjer skal ud at køre i Region Syddanmark på længere sigt.