8-årige Patricia elsker livgarden – følger med på alle vagtskift under dronningens besøg

8-årige Patricia Goudarzi-Nielsen marcherer med under alle livgardens vagtskifter, når dronningen er på sommerbesøg i Gråsten.

Dronning Margrethe var dagens helt store attraktion, da hun mandag formiddag ankom til Aabenraa.

Men for otteårige Patricia Goudarzi-Nielsen var det ikke dronningen, men snarere majestætens livvagter der var det helt store højdepunkt.

- Jeg drømte om det inde i mine drømme i går aftes. Det interesserer mig meget, og jeg kan godt lide det, siger Patricia Goudarzi-Nielsen til TV SYD.

Den kongelige Livgarde er med i Gråsten for at passe på dronningen.
Den kongelige Livgarde er med i Gråsten for at passe på dronningen.

Tradition startede tidligt

Selvom Patricia Goudarzi-Nielsen kun er otte år gammel, så er det efterhånden allerede en mangeårig tradition for hende at gå med på livgardens vagtskifte, når dronningen er i byen.

For ifølge hendes far, Henrik Adler Nielsen, så startede det hele allerede for fem år siden, da familien flyttede til byen.

- Den første dag vi var her, så hørte hun den der trommen og fløjten og spurgte mig, hvad det var. Så måtte vi ned på gaden og kigge, og så var det jo dronningens soldater, forklarer Henrik Adler Nielsen og fortsætter:

- Mens de lavede vagtskifte, så rendte hun op i alle flyttekasserne, og så fandt hun sin lille tromme og tog den om nakken. Så da de kom tilbage igen, så rendte hun sammen med dem, og de der soldater der, de kunne næsten ikke holde masken.

Og svært ved at holde masken har Henrik Adler Nielsen også, når han fortæller historien om, hvordan hans datter blev så forgabt i livgarden, at hun spadserer frem og tilbage i hælene på dem sommer efter sommer.

- Så da vi kommer hjem, så siger hun til sin mor, at det slet ikke er dronningens soldater – det er hendes. Hun var kun tre år, men dem havde hun allerede adopteret dengang. Der var ikke noget at gøre, det var bare hendes. Og så har hun faktisk fulgt dem hver sommer lige siden, fortæller Henrik Adler Nielsen til TV SYD's reportagehold i Gråsten med en tydelig stolthed i stemmen.

Patricia Goudarzi-Nielsen har svært ved selv at sætte ord på, hvad det præcis er ved livgarden, der interesserer hende så meget. Men hendes far er ikke i tvivl:

- Hun er meget musikalsk, og det tænder hende rigtig meget at høre musikken. Hun elsker om fredagen, når de kommer med det store orkester, og vi går ind på gårdspladsen og ser vagtskiftet, siger Henrik Adler Nielsen.

Har fået unikt 'Minirex'-emblem af soldaterne 

Selvom det hvert eneste år er nye soldater, der kommer til Gråsten sammen med dronningen, så kender flere af dem godt Patricia Goudarzi-Nielsen på forhånd.

Det skyldes, at hun sammen med sin far har lavet et maleri, der hænger sammen med et brev på livgardernes kaserne. Og soldaterne har også haft gaver med den anden vej.

- Jeg har fået noget, der hedder en "minirex" som en gave fra soldaterne. Den er jeg meget glad for, siger Patricia Goudarzi-Nielsen, der viser den unikke gave frem for alle interesserede. Den sidder nemlig på hendes trøje og er et kongeligt emblem formet som dronning Margrethes monogram.

Patricia Goudarzi-Nielsens minirex bærer dronningens monogram.
Patricia Goudarzi-Nielsens minirex bærer dronningens monogram.

Også i år kommer Patricia Goudarzi-Nielsen til at gå med på så mange vagtskifter som muligt, men der er en lille ferie, der kommer en smule i vejen for det hele.

Og det er da heller ikke til at vide, hvor længe traditionen vil blive holdt i hævd, for som vi nok alle kender så godt, så kan man med alderen få andre interesser.

- Jeg kunne godt have hende mistænkt for at ville gøre det altid. Det er hun stålsat nok til. Men det kan også være, at hun vokser fra det, det aner vi jo ikke. Men hun holder i hvert fald på nogle år endnu, det er der slet ingen tvivl om, siger Henrik Adler Nielsen.