Dusko og kollegaerne giver en dans for at styrke fællesskabet

30 ansatte fra Dybbøl-Skolen laver skæve danse-moves i en video til deres elever. Den skal give et lille smil her i den lange periode med hjemmeundervisning.

Da musiklærer Dusko Milovic for nogle måneder siden hørte sangen "Jerusalema", tænkte han, at den var rigtig god til fællesdans i klassen.

- Det er bare sådan en glad sang med en god rytme, fortæller han.

Men på grund af corona-nedlukning er eleverne stadig ikke kommet tilbage, og det kommer de heller ikke de næste uger.

Dusko startede dansen

Derfor har Dusko Milovic i stedet lavet en dansevideo sammen med kollegaerne fra Dybbøl- Skolen.

Den skal være med til at give et lille smil og muntre de mange elever op, der lige nu sidder og kæmper med hjemmeundervisningen.

- Det er træls for os alle sammen - både for lærere og elever, men med denne her video håber jeg, vi kan styrke fællesskabet, indtil vi kommer tilbage igen, siger Dusko Milovic.

Hit på de sociale medier

Dansen er blevet delt på YouTube, og her er den blevet godt modtaget hos eleverne. Selvom det er en smule pinligt at se sine lærere danse på den her måde, fortæller Josefine Birkholz Frederiksen, der går i 7b på Dybbøl-Skolen.

- Det er en sød tanke, at de har tænkt på os. Og det er rigtig godt lavet med dansen, som de har lært udenad.

Josefine Birkholz Frederiksen kan godt lide, når lærerne danser.
Josefine Birkholz Frederiksen kan godt lide, når lærerne danser.
Foto: Claes Adel, TV SYD

Vigtigt at tænke anderledes

Rigtig mange lærere på skolerne forsøger i denne her tid at tænke lidt ud af boksen for at holde humøret oppe. Både hos dem selv og hos eleverne. Det mærker de også hos Danmarks Lærerforening, der bakker op om de mange kreative initiativer.

- Det med at få humøret op i denne her lange vinter, hvor mange er trætte af hjemmeundervisning, er rigtig vigtig, fortæller Regitza Flannov, der er formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

- Vi understøtter, at der bliver givet nogle friheder til at tænke lidt anderledes i undervisningen. Det er lærerne, der kender deres elever bedst, og hvem der måske sidder meget alene, siger hun.

Fortjener din lærer et skulderklap, så skriv

Har du en lærer, der gør hjemmeskolen lidt mere kreativ, sjovere eller gør en ekstra forskel for eleverne, når nu vi sidder hver for sig? Så send os en mail! 

Kreativiteten sprudler rundt omkring på hjemmeskolerne i vores landsdel - og det vil vi gerne vise på TV SYD.

Skriv til os på mailadressen hjemmeskole@tvsyd.dk, hvis du synes din lærer fortjener et skulderklap.

Jerusalema - hvad for noget?

The Jerusalema Challenge har været overalt på internettet de seneste mange måneder. Det begyndte i Sydafrika, hvor sangen hurtigt blev et symbol på håb midt i frygten for covid-19.

Siden har den bredt sig til hele verden både på YouTube og på TikTok.

Nu er den også kommet til Dybbøl-Skolen ved Sønderborg. Her skal den også være med til at skabe håb om bedre tider.

Sydafrikanske dansere øver her dansen til Jerusalema.
Sydafrikanske dansere øver her dansen til Jerusalema.
Foto: Mike Hutchings, Scanpix