Venstres Ellen Trane Nørby stiller ikke op til næste valg

Venstreprofilen Ellen Trane Nørby vil sidde perioden ud, men stiller ikke op til næste folketingsvalg.

Endnu en profil i Venstre vil forlade Christiansborg-politik.

Ellen Trane Nørby, som er Venstres børne-, undervisnings- og ungdomsuddannelsesordfører, vil ikke stille op til næste folketingsvalg.

Det fortæller hun til Avisen Danmark.

- Som det ser ud nu - der kan altid ske noget, siger hun til avisen.

- Jeg har været politisk ordfører i fire år, minister i fire år, jeg har løftet mange ordførerskaber. Jeg har aftjent min værnepligt for partiet. Andre har kræfter til at tage en tørn mere. Og nu står vi stabilt, Jakob er i den grad vokset i rollen som formand - det føler jeg mig tryg ved, siger Trane Nørby til Avisen Danmark.

Ellen Trane Nørby vil finde et job i første omgang og på længere sigt arbejde på at blive borgmester i Sønderborg, fortæller hun.

Politikeren er valgt i Sydjylland. I efteråret var hun kandidat til kommunalvalget i Sønderborg, hvor hun endte med at blive anden viceborgmester.

I 2019 stillede hun op til posten som næstformand for Venstre. Der tabte hun til Inger Støjberg, som siden har meldt sig ud af partiet.

/ritzau/