Ellen Trane favorit til ledig V-toppost

Venstre mangler en politisk ordfører. Den unge løvinde Ellen Trane Nørby fra Sønderborg meldes som storfavorit.

Kampen om at blive Venstres nye politiske ordfører spidser til.

Peter Christensen har forladt posten til fordel for Skatteministeriet, og nu står flere unge Venstreprofiler på spring for at komme til fadet.

Det gælder både integrationsordfører Karsten Lauritzen og finansordfører Jacob Jensen. Men storfavoritten hedder Ellen Trane Nørby.

- Der er møde i Venstres folketingsgruppe på torsdag, hvor den politiske ordfører formelt bliver valgt, siger hovedpersonen selv til Ritzau.

Uddannet i kunsthistorie

Nørby, som er uddannet i kunsthistorie og bor i Sønderborg, vil hverken be- eller afkræfte oplysningerne om, at hun står til at blive ny politisk ordfører.

Venstre har ikke tradition for kampvalg, og derfor kan man forvente, at puslespillet om ordførerskaberne allerede falder på plads i morgen onsdag.

31-årige Ellen Trane Nørby kom i Folketinget i 2005 og markerede sig hurtigt som kultur- og medieordfører. Siden blev hun ordfører for social- og ligestillingsområdet.

Hendes navn har også gentagne gange cirkuleret i puljen af potentielle ministeremner.

Hvis Ellen Trane Nørby bliver politisk ordfører, kommer hun til at spille en afgørende rolle i Venstre i valgkampen, hvor hun skal forsvare og profilere sit partis politik på alle tider af døgnet.

Hun beskrives som en liberal holdningspolitiker og forstærker dermed billedet af, at Venstre har slebet den ideologiske profil af med tirsdagens regeringsrokade.