Politi og kommune går sammen for at stoppe indbrudsboom

Mens antallet af indbrud falder i de fleste kommuner, er situationen helt anderledes i Sønderborg. Her har der i 2018 været en stor stigning.

Selvom Syd- og Sønderjyllands Politi gennem længere tid har jagtet indbrudstyve i Sønderborg kommune, er det ikke lykkedes at få sat en stopper for indbrudene.

De foreløbige tal viser, at antallet af indbrud i beboelse er steget fra 377 i 2017 til 599 i 2018.

Derfor skal et nyt samarbejde mellem politi og kommune forsøge at få fingrene i flere tyve. Der er tale om en helt ekstraordinær indsats, der skal sætte mere fokus på, hvordan man kan sikre sit hjem. 

Det skal bl.a. ske gennem kommunens hjemmeside og Facebook-side.

Samtidig er der aftalt, at der skal laves en fælles indsats i forhold til unge mellem 15 og 25 år, som politiet mener, står bag en del af indbrudene.

quote

Vi er meget optaget af at få bragt indbrudstallet ned og gør, hvad vi kan. Men vi har helt klart brug for alle gode kræfter, hvis det skal lykkes

Preben Westh, vicepolitiinspektør

Politiet har brug for hjælp

Politiet fortæller, at de løbende har anholdt og fået fængslet indbrudstyve, men det har ikke sat en stopper for den store stigning i antallet af indbrud. Derfor vil politiet nu undersøge nærmere, hvordan de kan målrette deres patruljering bedre.

- Vi er meget optaget af at få bragt indbrudstallet ned og gør, hvad vi kan. Men vi har helt klart brug for alle gode kræfter, hvis det skal lykkes, siger Vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Preben Westh

I Syd- og Sønderjyllands Politikreds har der gennem flere år været et tydeligt fald i antallet af indbrud. I 2009 var der 7689 anmeldelser om indbrud. I 2017 var det tal faldet til 3978.