Prinsesse Benedikte kick-starter gigantisk spejderlejr i Sønderborg

Præsidiet for Spejdernes Lejr 2017 mødes søndag for første gang i Sønderborg. I spidsen for præsidiet er prinsesse Benedikte.

Spejdergrupper i hele landet er begyndt at glæde sig til Spejdernes Lejr, som finder sted i Sønderborg 22.-30. juli 2017 med ca. 40.000 spejdere fra ind- og udland. Samtidig er lejrens ledelse med arbejdsgrupper og Sønderborg Kommune i fuld gang med planlægning og opbygning.

Den overordnede planlægning af lejren bliver kickstartet i dag,  når lejrens præsidium for første gang samles til et møde i Alsion i Sønderborg. Præsidiet, der er samlet af kommunen og lejrens ledelse i fællesskab, består af markante erhvervsledere og nøglepersoner fra regionen og lejrledelsen. Prinsesse Benedikte har takket ja til posten som æresformand for præsidiet og deltager ved mødet i Alsion.

Præsidiet skal efter planen mødes et par gange om året for at drøfte principielle og afgørende emner for lejren. Sønderborg Kommunes borgmester Erik Lauritzen og kommunaldirektør Søren Bonde er medlem af præsidiet.

Prinsesse Benedikte bor i Berleburg i Tyskland, men er ofte i Danmark. Gennem årtier har hun engageret sig i spejderbevægelsen og har besøgt mange landslejre både herhjemme og i udlandet, ligesom hun deltager i møder i bevægelsens verdensorganisationer, Olave Baden-Powell Society og WAGGGS, World Association of Girl Guides and Girl Scouts.  

Herhjemme er prinsesse Benedikte protektor for både Det Danske Spejderkorps og De grønne pigespejdere og er formand for Pigespejdernes Fællesråd og for Den Danske Komité til Støtte for Internationale Spejderformål. Prinsessen blev selv som 15-årig aktiv spejder og har overtaget engagementet i spejderbevægelsen fra sin mor, dronning Ingrid, som i øvrigt havde en særlig tilknytning til Sønderjylland.