Kaptajn Christian Ørum

Han lærte sin krop at tæske igennem uden at pive – nu forlanger han det samme af sønderjyske soldater

Kaptajn og kompagnichef Christian Ørum fra Haderslev Kaserne leder et nyt kompagni med en ny type soldat.

Kroppen sendte hele tiden signaler om, at den ikke kunne mere. Alligevel tæskede han derudaf.

Christian Ørum var i 2015 premierløjtnant i Det Jyske Dragon Regiment på Holstebro kaserne. Men han var ikke på kasernen denne dag. Han var i gang med en ufattelig opgave. Han ville gennemføre et af de hårdeste kurser, danske soldater kan komme på.

quote

Jeg kan godt lide det. Det er mand mod natur.

Kaptajn Christian Ørum

Enkeltkæmperkurset på Bornholm.

60 forsøgte at komme med. 40 blev sorteret fra. Flere var udgået. Nu var de kun få tilbage.

I ti dage havde Christian næsten ikke spist og eller sovet. Det var ikke unormalt, at soldaterne tabte sig adskillige kilo under strabadserne.

Fem soldater gennemførte i 2015 enkeltkæmperkurset på Bornholm. Christian Ørum er yderst til venstre.
Fem soldater gennemførte i 2015 enkeltkæmperkurset på Bornholm. Christian Ørum er yderst til venstre.
Foto: Privatfoto

Han var i god form. Det vidste han. Han vidste, at han kunne presse sig selv. Men han var i tvivl, om det var nok.

Christian Ørum er en af de soldater, som TV SYD har fulgt i det nye tv-program ’Danmarks nye kampsoldater’.

Du kan allerede nu se de første syv afsnit af 'Danmarks nye kampsoldater' lige her

Han drømte om at blive en del af eliten. Nu prikkede hans psyke til ham. Var han egentlig god nok til eliten? Han tænkte, at hvis han vred om, kunne han stoppe med en skade.

- Så ville jeg udgå med æren i behold, siger Christian.

Christian Ørum på patrulje i Irak i 2005.
Christian Ørum på patrulje i Irak i 2005.
Foto: Privatfoto

Men indtil det skete, måtte han fortsætte.

På det tidspunkt vidste han ikke, at den erfaring, som holdt ham kørende på dampe af energi, skulle bruges til at skabe en ny og mere hårdfør soldat i Sønderjylland.

Draget af en farlig verden

40-årige Christian Ørum voksede op i Ikast med mor, far og storebror. 

Hans barneører lyttede til familiens fortællinger om dengang, hans morfar Robert Andersen var værnepligtig på Haderslev Kaserne, da tyskerne invaderede Danmark tidligt om morgenen den 9. april.

Christian Ørum har ofte presset sig selv fysisk. Her er han på besøg hos de lokale under en udflugt i Borneos jungle i 2002.
Christian Ørum har ofte presset sig selv fysisk. Her er han på besøg hos de lokale under en udflugt i Borneos jungle i 2002.
Foto: Privatfoto

- Selvom han ikke var i kamphandlinger, løb min fantasi løbsk, og jeg forestillede mig, at han kæmpede mod tyskerne, siger Christian.

Han elskede at leve primitivt. Mand mod naturen. Nogle af hans bedste minder fra barndommen var fra en sommerlejr med sit fritidshjem ved Lillebælt, hvor han fik lov til at løbe i skovene.

'Danmarks nye kampsoldater'

  • Nyt program på TV SYD. 
  • Ni afsnit. 
  • Følger soldaterne på den nye uddannelse til let infanterist på Haderslev Kaserne. 
  • Målet er at skabe en let infanteribataljon, der skal kunne sættes ind med kort varsel både nationalt og internationalt.
  • Den nye bataljon skal løse opgaver, der ligger mellem dem, som specialoperationsstyrkerne løser, og dem som traditionelle hærstyrker løser.
  • De nye infanterister skal kunne gå længere og operere dybere inde bag fjendens linjer. 
  • Programmet er produceret af Wasabi Film. 

Han læste om opdagelsesrejsende og riddere. Mænd af støbning som kunne klare sig selv mod elementerne. Mænd som ikke gav op. Sådan en mand ville Christian gerne være.

Et halvt år efter han blev færdig på handelsskolen, blev han værnepligtig på Holstebro Kaserne. Det var i 2001.

- Jeg drømte om at blive jægersoldat. Det fascinerede mig, siger han.

Det var vigtigt for ham, at han kom i kamptropperne. Det var det, han havde drømt om som barn. At være en af de hårdføre læderhalse som opererede i forreste linje.

Derfra byggede han sin karriere i Forsvaret. Han videreuddannede sig til sergent og så til officer. Han blev gift med sin norske kæreste Maren og fik døtrene Anna og Clara.

Christian Ørum med sine døtre Anna og Clara i 2016.
Christian Ørum med sine døtre Anna og Clara i 2016.
Foto: Privatfoto

Han blev udsendt tre gange. Til Kosovo, Irak og Afghanistan. Han mærkede suset af at være under beskydning og at kunne håndtere det.

Han byggede sin krop og psyke til livet som soldat. 

Men kunne ikke slippe drømmen om at blive en del af eliten. 

Familie eller Forsvaret

Det var blandt andet derfor, at han testede sig selv på enkeltkæmperkurset på Bornholm i 2015.

- Mange bruger det kursus til at teste formen til uddannelsen som jæger, siger Christian.

Gennem ti dage pressede han sin fysik til bristepunktet. Der hvor han håbede, at han kunne udgå med en skade.

Christian Ørum på Basic Winter Warfare-kursus i Sverige med ned til 30 minusgrader.
Christian Ørum på Basic Winter Warfare-kursus i Sverige med ned til 30 minusgrader.
Foto: Privatfoto

Det skete dog ikke. Det var hjernen, som prøvede at få ham til at give op. Men Christian var  stærkere.

Han kom igennem. Som én ud af fem.

Men han måtte erkende, at hans liv havde forandret sig fra dengang, han drømte om et mere ekstremt militært liv i eliten.

Han havde fået hustru og børn. Som professionel soldat var han ofte væk fra hjemmet, men prisen for at blive en af de bedste soldater var, at han skulle være endnu mere væk.

- Jeg var i tvivl om, jeg ville betale den pris, det kostede på hjemmefronten, siger han og fortsætter:

- Savnet til min familie kan være voldsomt, når jeg er væk. Men min kone og jeg er enige om, at vi også kan lide at savne hinanden. På den måde tager vi ikke hinanden for givet.

Han måtte finde en anden drøm at forfølge.

Derfor slog han til, da han hørte, at Forsvaret skulle uddanne en ny type soldat på Haderslev Kaserne.

Christian Ørum har været udsendt tre gange. I Afghanistan kom han under beskydning.
Christian Ørum har været udsendt tre gange. I Afghanistan kom han under beskydning.
Foto: Privatfoto

Soldaten skulle være en let infanterist, som skulle gå længere, bære mere og generelt være mere hårdfør end den almindelige soldat.

Og hvis der var noget, Christian kendte til, så var det at presse krop og sind til bristepunktet.

Sådan gik det til, at han blev kompagnichef for de soldater, som har meldt sig til uddannelsen. Det er de soldater, som TV SYD følger i programserien ’Danmarks nye kampsoldater’.

Prinsessesoldater

Programmet følger soldaterne gennem den hårde træning, som gør dem til lette infanterister. Derudover uddanner de sig også til konstabler.

Under uddannelsen til let infanterist skal soldaterne gøres feltvante. Det sker blandt andet ved hårde fysiske øvelser, som for eksempel skal simulere at marchere med en båre med en såret soldat.
Under uddannelsen til let infanterist skal soldaterne gøres feltvante. Det sker blandt andet ved hårde fysiske øvelser, som for eksempel skal simulere at marchere med en båre med en såret soldat.
Foto: Wasabi Film

Christian Ørum vil gerne sætte et godt eksempel og gik selv forrest, da soldaterne skulle ud på første øvelse, hvor de marcherede ud i mørket på en kold decembermorgen. Han smilte over den lette regn, som dalede over de tungtlæssede soldater.

- Jeg kan godt lide det. Det er mand mod natur, siger han.

På øvelsen marcherede soldaterne uden at vide, hvorhen eller hvor langt de skulle gå. Undervejs brækkede nogle sig. Det lugtede af energidrik, og det brød Christian sig ikke om. 

Under en kort pause modtog soldaterne en højlydt skideballe af Christian. Blandt andet fordi nogle ikke havde spist morgenmad eller havde drukket energidrik.

Under den første march kaster nogle af soldaterne op på grund af de fysiske anstrengelser. Kaptajn Ørum er mildest talt ikke imponeret over, at nogle af soldaterne har drukket energidrik før øvelsen.
Under den første march kaster nogle af soldaterne op på grund af de fysiske anstrengelser. Kaptajn Ørum er mildest talt ikke imponeret over, at nogle af soldaterne har drukket energidrik før øvelsen.
Foto: Wasabi Film

- Som soldat har du forpligtelser overfor hinanden. Det er ikke ordentligt forberedelse, hvis man ikke har spist morgenmad. Så svigter man holdet, og det kan blive kammeraterne, som betaler prisen, siger han.

Han vil være sikker på, at soldaterne ikke er i tvivl, når han er sur. Det er en balance mellem at få det at vide, når det er skidt og få anerkendelse, når det er godt. Men han erkender også, at han er soldat af den gamle skole. Han vil uddanne soldater, som kan fungere, mens de er kolde, sultne og bange.

Før den tidlige march hilser Ørum regnen velkommen. "Så er det en lille smule ekstra nederen, og vi bliver en lille smule ekstra feltvante", siger han.
Før den tidlige march hilser Ørum regnen velkommen. "Så er det en lille smule ekstra nederen, og vi bliver en lille smule ekstra feltvante", siger han.
Foto: Wasabi Film

Det er kampen mod psyken og kroppens signaler, som Christian selv har udkæmpet flere gange.

- Ellers tror jeg, at man laver prinsessesoldater. Gode soldater er motiverede, disciplinerede og kan tænke selv, siger han.

Det er også noget, han forsøger at gøre op med i det nye TV SYD-program. Han mener, at tv-programmer om soldater er unuancerede. At det oftest handler om nye værnepligtige, jægere eller frømandskorpset.

- Jeg vil gerne være med til at vise, at danske soldater også er konstabler, er veluddannede og ikke hjernevaskede maskiner, siger han.

I dag håber Christian, at det nye kompagni soldater ender med at blive et eliteinfanteri. Det fylder ham med glæde og stolthed, at hans evner bruges til at uddanne nye soldater.

’Danmarks nye kampsoldater’ sendes hver søndag aften på TV SYD. På tvsyd.dk kan du se alle afsnit af programmet.