Kom med dit bud: Hvad skal storkeungerne hedde? - Nu kender vi begge køn
Det har længe stået klart, at den ene unge er en hanstork, og nu er det netop blevet bekræftet, at den anden er en hun. Hvilke navne, synes du, er passende til de to unger?
OPDATERING: Vi har fredag eftermiddag fået svar på den nye DNA-test. Storken, hvor kønnet indtil nu har været ukendt, har fået sit køn bekræftet. Det er en hun, og dermed er storkeungerne et søskendepar med én hanstork og én hunstork.
Alle indsendte forslag til navnekonkurrencen er stadig gyldige, ligesom det fortsat er muligt at komme med nye forslag på mail til storke@tvsyd.dk frem til søndag den 17. juli klokken 16.
Efter dage, ja uger med flyvetræning, tog de to storkeunger fra Smedager endelig søndag morgen deres første flyvetur ud i verden.
Allerede fra midten eller slutningen af august vil de to unger lette fra reden for bestandigt. De vil alene begive sig ud på den lange flyvetur mod enten Sydafrika eller Sydeuropa, hvor de overvintrer.
Men inden da skal de to unger traditionen tro have navne.
Disse navne har storkeungerne i Smedagerreden fået:
Astra og Zeneca - 2021 (unger efter Connie og Clyde)
Ronja - 2020 (unge efter Bonnie og Clyde)
Anna og Lotte - 2019
Alma, Anton og Line - 2018
Alfred - 2017
Pippi – 2016
Fra 2014 - 2019 er redens unger efter Annika og Tommy
I 2012 og 2014 er ungerne efter Annika og Karlsson
Fra 2012 - 2015 har ungerne ingen navne fået.
Alle unger er ringmærket.
I år bliver et særligt 'navneår'
Vi kender kønnet på den ene stork.
Det er den, der fik en GPS-sender påmonteret sidste søndag i juni, og det er en hanstork. Det viser en DNA-test af en fjerprøve.
Hvilket køn, den anden unge har, er endnu uvist, da DNA-testen slog fejl.
Der er taget en ny fjerprøve, men det trækker ud med at få svaret.
Alligevel efterlyser TV SYD nu dit bud på passende navne til de to unger, hvor vi altså kun kender kønnet på den ene.
Det kan måske være lidt mere udfordrende at finde et godt navn til dén stork, vi endnu ikke kender kønnet på - eller måske er det ikke?
Kim, Bo eller Gerd kalder man både drenge og piger? Listen over mulige navne er i hvert fald lang, og måske skal det være noget helt andet. Vi ser frem til at høre jeres bud.
Send os dit forslag på mail
Fra 2016 og til 2020 er alle storkeungerne i Smedager blevet opkaldt efter karakterer i Astrid Lindsgrens fortællinger.
I 2021 blev ungerne opkaldt efter medicinalfirmaet AstraZeneca, som udvikler vacciner mod covid-19, og hunstorken kom til at hedde Astra og hanstorken Zeneca.
Der er ingen krav om, at ungernes navne skal udspringe af hverken det svenske forfatterskab eller andet, så valget er helt dit.