Stork, stork langeben - hvorfor er du så elsket?

Vi danskere holder meget af storke. Ikke bare storkene i tv-reden i Smedager. Nej, storken har været en populær fugl i århundreder og hovedfigur i utallige sange, sagn og eventyr – og så kommer den som bekendt med babyerne.

Storken er en utrolig afholdt fugl hos os danskere. Den smukke, hvide fugl har gennem århundreder været en hyppig gæst i fortællinger, sange, myter og overtro. Og populær er den stadig.

En af de seneste ’fortællinger’ om storkens liv i Danmark er fra tv-reden i Smedager. Her fra har TV SYD i samarbejde med storkene.dk streamet direkte døgnet rundt siden 2016. Og tusindvis af nysgerrige og dedikerede storkefans kigger med for at følge livets gang i reden med timevis af forudsigelig ro, men også højdramatik når livet ikke altid arter sig i storkereden.

Men hvorfor er den hvide fugl med de karmoisinrøde ben og lange næb så populær hos os danskerne? 

Anne Katrine Gjerløff er dyrehistoriker og formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum. Hun har blandt andet forsket i forholdet mellem mennesker og dyr omkring år 1900.

- Jeg tror, vi skal finde forklaringen på dens popularitet i flere forhold. Det er en meget smuk og en stor fugl, der yngler tæt på mennesker, så vi har til alle tider haft let adgang til at se den og dermed få et forhold til den. Desuden kommer den som en forårsbebuder med sol og varme, som er en årstid, de fleste af os længes efter ovenpå en lang mørk vinter. Og så æder storken ikke dyr, vi sådan rigtigt holder af, sådan som andre rovfugle gør. Det vil sige, at vi op gennem historien ikke har set os nødsaget til at skyde den, fordi den f.eks. har taget vores mad, som en hare eller en fasan, som jægeren ville have fingrene i. På den måde er den meget 'likeable' for os mennesker, forklarer Anne Katrine Gjerløff.

storken kommer med babyer2
Foto: Ritzau Scanpix

Storken kommer med de nyfødte

Vi ved jo, det er storken, som kommer med børnene. 

Her i Syd- og Sønderjylland er det i hvert fald svært at passere et hus, hvor der er landet et nyfødt barn, uden også at se en stork lavet af træ eller plastik stående foran indkørslen med en dukkebaby hængende i næbbet.

I dag fortæller de færreste forældre nok deres børn, at babyerne kommer med storken, men det var ikke ualmindeligt, at det var forklaringen op til midten af 1900-tallet.

I 1907 var der ifølge storkene.dk debat i Københavns Kommune, der som den første i landet påbød sine lærere at give eleverne den rigtige biologiske forklaring på, hvordan man får børn. Det var ikke populært. 

Hvorfor fortællingen om at storken kommer med de mindste, er blevet så rodfæstet hos os, fortaber sig lidt i tågerne. Men det er et tema i en række eventyr blandt andet skrevet af H.C. Andersen, og ifølge Anne Katrine Gjerløff kan myten være opstået i romantikken, hvor forestillingen om en kernefamilie med far, mor og børn, som vi kender den i dag, for alvor blev cementeret:

- Jeg kan ikke finde en direkte forklaring på, hvorfor den her fortælling, om at storken kommer med de små, er opstået. Men det, at storken lever så tæt på os og bor i en rede i en slags 'kernefamilie' og har den samme partner hele livet, har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at det er blevet en god fortælling og en sejlivet myte hos borgerskabet op gennem 1800-tallet og ind i 1900-tallet, mener Anne Katrine Gjerløff.

Carl Thomsens (1847-1912) illustration til B.S. Ingemanns digt.
Carl Thomsens (1847-1912) illustration til B.S. Ingemanns digt.

Du husker garanteret de her storkesange

Selvom du måske ikke tænker over det, så har en meget stor del af os flere storkesange nærmest siddende på rygraden.

Stork, stork langeben, hvor var du så længe’. 

Nynner du ikke med, når du læser disse linjer – også uden at kunne høre melodien? 

Sangen er skrevet af B.S. Ingemann og sat i musik af J.P.E Hartmann tilbage i 1847 – altså for 175 år siden - og mange af os på tværs af generationer kender sangen fra børnesangbogen ’De Små Synger’.

Eller hvad med den her?: - ’Storken sidder på bondens tag’ – måske kan du også høre melodien, mens du læser linjerne...

Det er igen Ingemann, der har skrevet sangen, og den er sat i musik af C.E.F. Weyse tilbage i 1837. Den er senere udgivet i Højskolesangbogen og har lige siden været et sikker tegn på forår, når den synges i skolen, til fest i forsamlingshuset eller måske til en forårsgudstjeneste.

Danmarks uofficielle nationalsang: - 'Storken er en dejlig flyver'

Hvis du nu ikke kender de ovennævnte ret så gamle sange, så har du med meget stor sandsynlighed hørt eller skrålet med på Shu-Bi-Dua’s ’Danmark’ fra gruppens album 78’eren fra 1978, og som kan kaldes Danmarks uofficielle nationalsang. Her hyldes storken i hvert omkvæd med verselinjen ’storken er en dejlig flyver’. 

Michael Bundesen og Shu bi Dua i Tivoli 10 august 1978. Samme år udkom albummet 78'eren, hvor sangen Danmark er på.
Michael Bundesen og Shu bi Dua i Tivoli 10 august 1978. Samme år udkom albummet 78'eren, hvor sangen Danmark er på.
Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Sangen er så populær, at den tilbage i 2006 kom med i den daværende regerings ’kulturkanon’, som er en liste over værker indenfor kunst og kultur, som vi danskere ikke må glemme.

Illustrationer af H.C. Andersens eventyr "Dyndkongens Datter" udført af tegneren Lorenz Frølich.
Illustrationer af H.C. Andersens eventyr "Dyndkongens Datter" udført af tegneren Lorenz Frølich.

H.C. Andersen elskede storke

En af verdens største eventyrdigtere, H.C. Andersen, var også vild med storke. Han skrev i sin aktive forfatterperiode fra 1827 til 1872 flere eventyr og historier med den langbenede fugl som hovedperson. 

Udover eventyret ’Storken’ skrev han også ’Aarets historie’, ’Qvæk’, ’Dyndkongens Datter’ og ’Kun en Spillemand’, alle historier hvor storken er en central del af fortællingen.

Storken kendt siden middelalderen

I Danmark har storken med sikkerhed været kendt tilbage i middelalderen. Man ved ikke nøjagtigt, hvornår fuglen kom til landet. Ifølge Hans Skov, der er storkeekspert hos storkene.dk, er storken første gang nævnt i et gammelt dansk dyrerim fra ca. 1460. 

Æsops fabel om ræven og storken gengivet i kalkmaleriet i As Kirke ved Juelsminde. Kalkmaleriet er malet omkring år 1500.
Æsops fabel om ræven og storken gengivet i kalkmaleriet i As Kirke ved Juelsminde. Kalkmaleriet er malet omkring år 1500.

Kalkmalerier med oldgamle storkehistorier

I As Kirke ved Juelsminde er storken afbildet i et kalkmaleri fra omkring år 1500.

Kalkmaleriet fortæller fablen om 'ræven og storken' skrevet af den antikke, græske digter Æsop, der levede omkring 500 år f.Kr.

Historien er den, at ræven først inviterede storken til middag, men serverede suppe på en flad tallerken, som storken med sit spidse næb ikke kunne spise af.

Efterfølgende var det storkens tur til at invitere ræven. Og som man kan se på kalkmaleriet, gjorde storken gengæld ved at servere maden i en høj krukke, som ræven kun kunne slikke på, men ikke spise af.

Morale: Den, der driller, kan forvente gengæld. 

Connie og Clyde har siden 2021 indtaget reden i Smedager. De er det tredje par, som yngler i reden siden 2014.
Connie og Clyde har siden 2021 indtaget reden i Smedager. De er det tredje par, som yngler i reden siden 2014.
Foto: TV SYD/Storkene.dk

Kæmpe storkekolonier i 1700- og 1800-tallet

Ifølge Hans Skov er storkebestanden tiltaget i løbet af 1600- og 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, hvor der også begynder at være flere oplysninger om storkene. 

Bestanden formodes at være toppet i løbet af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, hvor der har været mellem 8.000 og 10.000 reder og flere steder hele storkekolonier, hvor mange storke boede sammen på samme hustag. 

Et af stederne her i landsdelen med en storkekoloni var i landsbyen Fole, der ligger mellem Ribe og Rødding. 

Her var der i år 1898 12 beboede reder på præstegården og 33 beboede reder i alt i byen, viser optegnelser lavet af amatørornitolog og præst, Halfdan Lange. 

Storkekolonier som her på Fole Præstegaard (1880-1890) med ni reder. I 1898 var der 12 beboede reder på præstegården og 33 beboede reder i Fole i alt. Foto fra Halfdan Langes arkiv.
Storkekolonier som her på Fole Præstegaard (1880-1890) med ni reder. I 1898 var der 12 beboede reder på præstegården og 33 beboede reder i Fole i alt. Foto fra Halfdan Langes arkiv.

Omkring midten af 1800-tallet begynder bestanden gradvist gået tilbage. 

Ifølge Hans Skov sker det i forbindelse med, at Danmark taber krigen i 1864.

Krigen i 1864 blev begyndelsen til enden for storkene

Tabet af Slesvig-Holsten og en ny grænse ved Kongeåen betød, at Danmark var blevet et meget lille land. Og ideen, om at man kunne indvinde uberørt natur, som man kunne dyrke afgrøder på, opstod. 

- Nye marker betød mad til mennesker, men for storkene blev det begyndelsen til enden. For med opdyrkning af urørt natur forsvandt også egnede storkelevesteder, fortæller Hans Skov.

- Uden vandhuller og fugtige enge med høslæt og marker med græssende dyr har storken meget svært ved at leve, da den ikke kan finde føden.

Fra omkring midten af 1800-tallet gik storkebestanden fra omkring 10.000 par til cirka 4.000 par omkring år 1900. I 1950 var bestanden reduceret til 250 par og i år 2000 to storkepar. 

År 2001 blev det første år i femhundreder år, hvor der ikke blev udruget storkeunger i en dansk rede. Den samlede bestand dette år var ét par uden unger og fire enlige storke. 

Elleve år skulle der gå, før Danmark igen så storkeunger. I 2012 slog Annika og Karlsson sig ned i Smedager i den rede, som TV SYD i dag streamer fra.

Storkerede i Ribe fra de tider hvor storken var en hyppigere gæst i Danmark. Ribe håber nu på, at storken vender tilbage.
Storkerede i Ribe fra de tider hvor storken var en hyppigere gæst i Danmark. Ribe håber nu på, at storken vender tilbage.