Behold vinterdækkene på - frost, sne og slud sidst på ugen

Selvom kalenderen nu siger forår, så kan du få gavn af dine vinterdæk i slutningen af ugen.

Mandag er den første forårsdag ifølge kalenderen - og de nærmeste dage bliver også forårsagtige.  

Men slutningen af ugen byder på en tilbagevenden til ganske kølige temperaturer og måske endda sne og slud.

Det fortæller Klaus Larsen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, mandag morgen til Ritzau.

Mandag, tirsdag og onsdag begynder dagene køligt med risiko for tåge og en del skyer.

Men i løbet af dagen klarer det op med nogen sol og milde temperaturer på mellem syv og otte grader.

Vinden bliver let til frisk, og dermed fortsætter de fine vejrtendenser fra weekenden lidt endnu - dog med en anelse køligere temperaturer.

I morgentimerne kan det på grund af de kolde temperaturer om natten dog være en god idé at passe på i trafikken.

Torsdag skifter vejret mærkbart spor med nattefrost ned til fem minusgrader.

Samme vejrtype fortsætter fredag, hvor der også er risiko for sne- og sludbyger - dog i mindre mængder.