Den faglige stolthed fylder hos DM-deltagere

Hverken Ditte Marie Helledi Ulrich eller Lars Jørgensen var i tvivl, da de skulle vælge uddannelse. Nu føler de en vis stolthed for deres fag.

Bella Centret er i disse dage fyldt med dygtige elever fra erhvervsuddannelser. De kæmper om podiepladserne til DM i Skills.

Lars Jørgensen er ved at blive udlært som autolakerer, og for ham lå det lidt i kortene, at han skulle dén vej.

- Min far er autolakerer, så jeg har prøvet det helt fra barnsben, fortæller han til TV SYD, mens han venter på, at dommerne vurderer hans afdækning af en bil.

Lars Jørgensen synes det er fedt, at alle dage er forskellige i hans arbejde som autolaker.
Lars Jørgensen synes det er fedt, at alle dage er forskellige i hans arbejde som autolaker.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Han er tilknyttet College 360 i Varde og er godt i gang med uddannelsen. For ham betyder det meget, at han kan gøre kunderne glade.

- Kundens smil er det, der gør min dag til en god dag. Og jeg føler en vis stolthed, når jeg ser biler, som jeg har været inde over, køre rundt i byen, fortæller Lars Jørgensen. 

Fedt med kontakt til gæsterne

Efter at have været på brobygning i 10. klasse som tjener, var heller ikke Ditte Marie Helledi Ulrich i tvivl om, at det var den vej, hun ville. 

- Jeg synes, det er mega fedt med den gæstekontakt, man har som tjener. Det, at kunne give en ekstra service synes jeg, er vildt fedt, fortæller Ditte Marie Helledi Ulrich, der er tjenerelev hos Restaurant Oven Vande i Fredericia.

Ifølge hende selv har det givet hende meget, at hun nu er havnet på den helt rigtige hylde i tjenerfaget.

- Det har givet mig meget mere selvtillid, at jeg er god til det, jeg gør. Og jeg bliver så stolt, når jeg får at vide, at et selskab har haft en god oplevelse, siger tjenereleven til TV SYD. 

Ditte Marie Helledi Ulrich elsker at gøre en dyd ud af give gæsterne en god oplevelse.
Ditte Marie Helledi Ulrich elsker at gøre en dyd ud af give gæsterne en god oplevelse.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Vil gerne give en øjenåbner

Med sin deltagelse til DM i Skills håber autolakeren Lars Jørgensen på at kunne inspirere andre unge til at gå samme vej.

- Der er ingen dage, der er ens, og det, synes jeg, er fedt. Og det er noget, jeg håber at kunne vise andre, siger han.

Og ifølge Ditte Marie Helledi Ulrich er DM i Skills en rigtig god måde at vise de forskellige erhvervsuddannelser frem, så publikum kan få øjnene op for håndværksfagene. 

- Jeg synes, det er en helt vild fin måde at vise, hvad de forskellige uddannelser kan. Det er med til at afkræfte nogle fordomme, man kan have om forskellige fag og brancher, siger Ditte Marie Helledi Ulrich. 

- Der er mangel på autolakerer, ved jeg, så det er rigtig fedt at vide, at jeg højst sandsynlig hurtigt kommer i arbejde, fortæller Lars Jørgensen.
- Der er mangel på autolakerer, ved jeg, så det er rigtig fedt at vide, at jeg højst sandsynlig hurtigt kommer i arbejde, fortæller Lars Jørgensen.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD