Efter TV SYD’s afsløringer: Sag om import og salg af syge og vanrøgtede gadehunde for retten

Stifteren af foreningen New Hope Denmark skal torsdag for retten i Odense – tiltalt for blandt andet ulovlig import af 336 gadehunde fra Portugal, vanrøgt og ulovlig import og uddeling af receptpligtig medicin.

Når stifteren af foreningen New Hope Denmark tager plads i Retten i Odense torsdag morgen, så er det noget, flere tidligere frivillige og adoptanter af gadehunde har ventet på længe.

Sidste sommer stod de frem på TV SYD for at fortælle om en stifter, som forfalskede dyrlægeerklæringer i Portugal og importerede alvorligt syge – og særdeles smitsomme – portugisiske gadehunde til uvidende danske familier.

quote

Endelig sker der noget. Det har vi ventet på længe

Stephanie Sønderskov Carlsen, tidligere frivillig i New Hope Denmark

I den undersøgende dokumentarserie afdækkede TV SYD, hvordan foreningen New Hope Denmark valgte at se gennem fingre med veterinære krav til hundenes sundhedstilstand før de blev hentet til Danmark.

Hentede alvorligt syge hunde til Danmark

Flere adoptanter fortalte dengang TV SYD, hvordan de havde betalt op mod 5.000 kroner for en hund, som senere viste sig at være smittet med den særdeles smitsomme tarmsygdom giardia, som kan give hunde alvorlig blodig diarré og i værste fald slå hvalpe ihjel eller hæmme hundens vækst.

Det på trods af at hundene havde en ”ren” dyrlægeattest fra Portugal.

Se serien "De døde gadehunde" her

Andre fik hunde med alvorlige knæproblemer. En hund var så syg, at den måtte aflives syv dage efter ankomst til Danmark.

Serien afdækkede også, hvordan mange af hundene havde alvorlige adfærdsproblemer, som i ét tilfælde førte til et uprovokeret overfald på en hund i snor på åben gade.

quote

På et eller andet plan tror jeg, at vi alle sammen håber på, at hun får så stort et rap over nallerne, at hun ikke gør det igen.

Stephanie Sønderskov Carlsen, tidligere frivillig i New Hope Denmark

Håber hun får et rap over nallerne

Siden serien blev sendt på TV SYD og efterfølgende blev taget op i andre medier, har der været stille om sagen.

Derfor er det også en tilfreds Stephanie Sønderskov Carlsen, der nu afventer, at stifteren stilles for en dommer.

- Endelig sker der noget.

Det har I ventet på?

- Ja, det har vi faktisk. Det har vi alle sammen – både jeg selv og Christina og Thorfinn og de andre, som var en del af det, da vi valgte at gå til medierne.

Jessica Ceglareks hund Bella havde vira, giardia og en bakteriel infektion, da hun modtog den fra New Hope.
Jessica Ceglareks hund Bella havde vira, giardia og en bakteriel infektion, da hun modtog den fra New Hope.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Stephanie Sønderskov Carlsen, som dengang boede i Vejle, var selv frivillig i New Hope Denmark i godt et år, før hun forlod organisationen:

- På et eller andet plan tror jeg, at vi alle sammen håber på, at hun får så stort et rap over nallerne, at hun ikke gør det igen, siger Stephanie Sønderskov Carlsen, som – inden hun forlod organisationen – begyndte at samle dokumentation for de overtrædelser, hun var overbevist om, fandt sted i organisationen.

Uddelte ulovligt importeret medicin

I retten står den anklagede tiltalt for 37 forhold.

24 forhold omfatter ulovlig import og videreformidling/salg af i alt 336 hunde. Derudover er hun tiltalt for at have transporteret 47 hunde fra Holland til Danmark uden transporttilladelse og for tre ulovlige indsamlinger til dyrlægebehandlinger på Facebook.

Af anklageskriftet kan man også se, at anklagede har været i besiddelse af ulovligt importeret medicin, og at hun ”uden veterinær indsigt eller uddannelse” har udleveret den ellers receptpligtige medicin – herunder antibiotika – til adoptanter med syge hunde.

Endelig omfatter anklageskriftet uforsvarlig behandling af tre hunde, som sad for længe i bur. En af dem kunne desuden hverken sidde eller stå oprejst i sit bur.

Anklager kræver bøder

Straframmen i de paragraffer, stifteren af New Hope sigtes efter, er bøde og op til et års fængsel.

Anklagemyndigheden påstår bødestraf i alle tiltalepunkter. Det skyldes ifølge Anklager Kirsten Flummer, at der er tale om en førstegangsforseelse.

quote

Vi har ikke rigtig vidst, om der skete noget, men det er fedt, der nu kommer en afslutning på det, for vi sidder på nåle alle sammen.

Stephanie Sønderskov Carlsen, tidligere frivillig i New Hope Denmark

Anklagemyndigheden har valgt ikke at rejse sigtelse for forfalskning af dyrlægeattester i Portugal.

Det skyldes ifølge anklager Kirsten Flummer to ting.

For det første har de hunde, politiet har lavet kontrol af ved import til Danmark efter at sagen kom frem, haft lovlige dyrlægeattester, og for det andet er det særdeles vanskeligt og dyrt at efterforske i udlandet.

Ifølge Kirsten Flummer vil forbrydelsens karakter ikke vil retfærdiggøre, at der bruges uforholdsmæssigt store beløb på efterforskning i en sag som denne.

Føler sig misbrugt

Mens anklagemyndigheden har arbejdet, har de tidligere frivillige og adoptanter ikke hørt fra myndighederne i sagen.

quote

Vi føler os misbrugt på et eller andet plan. Hun har jo misbrugt vores tillid.

Stephanie Sønderskov Carlsen, tidligere frivillig i New Hope Denmark

Det kommer derfor som en overraskelse for dem, at sagen nu kommer for retten:

- Vi har ikke rigtig vidst, om der skete noget, men det er fedt, der nu kommer en afslutning på det, for vi sidder på nåle alle sammen. Vi vil jo gerne have der sker et eller andet, siger Stephanie Sønderskov Carlsen.

- Vi føler os misbrugt på et eller andet plan. Hun har jo misbrugt vores tillid. Vi ville gerne bare hjælpe hundene, men hun misbruger folks tillid og at folk har så godt et hjerte.

Stephanie Sønderskov Carlsen var frivillig i New Hope Denmark i mere end et år før hun besluttede at fortælle om de overtrædelser, hun mente fandt sted.
Stephanie Sønderskov Carlsen var frivillig i New Hope Denmark i mere end et år før hun besluttede at fortælle om de overtrædelser, hun mente fandt sted.
Foto: TV SYD