Formand ryster på hovedet af ministers opfordring om feriepenge

- Hvordan skal danskerne bruge deres feriepenge hos os, når vi skal holde lukket, spørger Sten Slot, formand for Horesta Syddanmark.

- Goddaw mand økseskaft, siger Sten Slot, syddansk formand for Horesta, brancheorganisationen for hoteller og restaurenter, til finansminister Nicolai Wammens (S)  opfordring om, at danskerne bruger deres frigivne feriepenge på blandt andet restaurantbesøg og kroophold.

- Timingen er virkelig ikke god. Vi har opfordret regeringen til at koordinere frigivelsen af pengene, indtil vi må åbne igen, og det må vi den 21. april for servering udendørs og indendørs den 6. maj, siger Sten Slot.

quote

Timingen er virkelig ikke god

Sten Slot, formand, Horesta Syddanmark.

Penge til påske

Onsdag frigav regeringen de sidste to uger af danskernes feriepenge, som hermed har mulighed for at komme ud i forbrug. Det var en del af den politiske coronaaftale fra efteråret på Christiansborg om, at pengene skulle frigives op til påske, og det er det, der sker nu.

- Vi har gentagne gange bedt om, at de rykkede udbetalingen, indtil vi og kulturinstitutionerne igen må åbne. Jeg mener, det er jo svært at bruge pengene hos os, når vi er tvunget til at holde lukket. Når Nicolai Wammen siger sådan, så bør der også følge en konsekvens med, siger Sten Slot, formand for Horesta Syddanmark, til TV SYD.

De første milliarder allerede på vej

Man kan ansøge om udbetaling af feriemidler indtil den 31. maj 2021. 

Der blev onsdag åbnet for at få sine indefrosne feriepenge udbetalt. 809.544 personer har indtil videre bedt om at få feriepengene udbetalt. Den samlede udbetaling er 10,56 milliarder kroner, oplyser Beskæftigelsesministeriet. 

Der stod i alt 108 milliarder kroner i indefrosne feriepenge før de første udbetalinger i efteråret 2020, hvor 52 milliarder af dem blev udbetalt. Denne gang er de resterende 56 milliarder kroner før skat til udbetaling. Det svarer til 32 milliarder kroner efter skat.

Regeringen forventer, at der vil blive udbetalt 36 milliarder kroner i feriepenge. Det svarer til 22 milliarder kroner efter skat.