Her vil ny klimavenlig asfalt få bilen til at køre længere på literen

På tre strækninger i det syd- og sønderjyske vil udtjent asfalt blive erstattet af nyt og klimavenligt underlag.

CO2-reducerende asfalt.

Det er netop, hvad bilister vil opleve at køre på, når tre strækninger i det syd- og sønderjyske får nyt klimavenligt asfalt inden udgangen af 2020. 

quote

Der er mindre rullemodstand mellem dækkene på bilerne og selve asfalten.

Michael Ebbesen, områdechef, Vejdirektoratet

Det klimavenlige underlag udskifter den udtjente asfalt, og det har sine fordele fortæller Michael Ebbesen, der er områdechef hos Vejdirektoratet til TV SYD.

- Den nye type asfalt vil være skånsom for miljøet og gunstig for økonomien. Den vil også blive lettere at køre på, og det vil sige, at der er mindre rullemodstand mellem dækkene på bilerne og selve asfalten, siger han.

Disse tre steder i Syd- og Sønderjylland får klimavenlig asfalt

 

  • På rute 30: Tingvejen vil få nyt klimavenligt underlag. Strækningen vil være gå fra Årre og sydvest mod Korskrorundkørslen.
  • Esbjergmotorvejen vil også blive klimavenligt at køre på, når bilister kører mellem afkørsel 68 Vejen og 66 Lunderskov.
  • På den østjyske del af E20 bliver klimavenligt asfalt underlag for bilister på motorvejsstrækningen mellem afkørsel 63 Bramdrupdam og 65 Kolding S.

Vejdirektoratet vil samlet lægge klimavenlig asfalt på 156 kilometer statsveje i Danmark. 100 kilometer på motorveje og 56 kilometer på hovedlandeveje.

Flere veje med CO2-reducerende asfalt

Den klimavenlige asfalt er dyrere at udlægge per kvadratmeter, men Vejdirektoratet mener, at det bliver tjent hjem igen ved en længere levetid.

Desuden har undersøgelser vist, at underlaget også kan reducere støjniveauet fra trafikken med to decibel og give bilisterne en brændstofbesparelse på 1,2 procent.

For at få det optimale overblik over den nye asfalt, kræver det en større udlægning af underlaget i Danmark, mener Michael Ebbesen.

- Det er klart at for at få det fulde perspektiv og det fulde potentiale udløst, så skal vi have lagt asfalt på flere strækninger. Det forventer vi vil ske i takt med vedligeholdelsen, som skal udbredes på de øvrige statsveje, når asfalten er udtjent. Der vil selvfølgelig gå nogle år, inden den ligger over hele Danmark, siger han.