Kommentator: Vi mangler kun, at Thulesen melder sig ud

Kristian Thulesen Dahl bliver kaldt en tøsedreng af partikollegaer, efter han ikke har meldt sig ud af partiet.

Søndag fortsætter uroen i Dansk Folkeparti, hvor partiets stifter Pia Kjærsgaard har delt et Twitter-opslag med ordene ”Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng”.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det et forsøgt på at presse ham ud af partiet.

- Det, hun i virkeligheden siger, er: "Kristian Thulesen Dahl, vi ved godt, at du er på vej ud af Dansk Folkeparti – tag nu det skridt, så vi andre kan komme videre", siger han.

Opslaget blev allerede lørdag delt af hovedbestyrelsesmedlemmet Anders Vistisen.

Det sker efter nogle dramatiske dage i partiet, hvor fire folketingsmedlemmer har meldt sig ud. Alene i år har ti af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer valgt at melde sig ud af partiet.

Som de sidste dages udveksling har været, er det ifølge Hans Engell kun et spørgsmål om tid, før Kristian Thulesen Dahl også forlader Dansk Folkeparti.

- Vi er nu fremme ved det helt afgørende punkt, for nu har hele toppen, altså de grundlæggende fædre, forladt partiet.

- Den sidste vi mangler, det er det, jeg vil kalde juvelen i kronen: Kristian Thulesen Dahl. Det er kun et spørgsmål om timer og dage, før han forlader partiet, siger Hans Engell.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard og Anders Vistisen.