Kristian Thulesen Dahl forholder sig nu til formandsopgøret i DF

Dansk Folkepartis afgående formand har i øjeblikket ikke planer om at meddele, hvem han peger på som sin afløser.

Kristian Thulesen Dahl forventer ikke at sige, hvem han peger på som næste DF-formand inden det ekstraordinære årsmøde 23. januar.

- Umiddelbart er det ikke min plan, siger den afgående formand, efter at flere og flere fra folketingsgruppen de seneste dage har givet deres mening til kende.

En række prominente DF'ere har på det seneste meldt sig på banen. I weekenden bekendtgjorde partistifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard, at hun peger på Morten Messerschmidt.

Mandag meddelte et andet folketingsmedlem Marie Krarup, at hun slet ikke kan se Messerschmidt som formand, og at hun peger på Martin Henriksen.

Thulesen Dahl går af som formand efter partiets dårlige kommunalvalg i november sidste år.

Foruden Messerschmidt og Henriksen er Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen de andre formandskandidater.

- Jeg ser det som min fornemmeste rolle frem til 23. januar, at vi har en god, ordentlig og værdig proces, siger Thulesen Dahl.

Han siger, at han såmænd godt kunne sige både positive og negative ting om alle kandidater, men at det næppe sker.

- Jeg ønsker ikke at kaste mig ind i en sådan diskussion. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

- Nu handler det om, at de fire kandidater, der er, at de byder sig til, og så tager vores bagland ansvaret for, hvem der skal være vores formand, siger Thulesen Dahl.